Københavns Politi tager ikke nogen chancer efter de seneste dages voldsomme uroligheder med fyrværkeri på Nørrebro i København.

Derfor er politiet massivt til stede i bydelen, hvor der skal sikres ro for beboerne.

Fredagen er indtil videre forløbet noget mere roligt på Nørrebro end de foregående dage, oplyser Københavns Politi til B.T.

Alligevel er to personer så vidt blevet anholdt for at have skudt med fyrværkeri efter andre personer på Den Røde Plads på Nørrebro.

Det skriver politiet på Twitter.

Oplever du problemer med personer, som skyder fyrværkeri efter andre, så vil B.T. gerne høre fra dig. Send billeder eller skriv til 1929@bt.dk.

Netop området omkring Den Røde Plads har de seneste dage været præget af voldsomme episoder.

Her er beboere i området blevet beskudt af unge med fyrværkeri. Og derfor er politiet ekstra opmærksomme fredag.

Københavns Politi fortalte tidligere fredag til B.T., at de gennem hele dagen har været rykket ud til sager om fyrværkeri, der er blevet skudt mod personer.

»Men indtil videre har der mest været tale om nogle enkelte personer, som vi lige skulle have en snak med - i andre tilfælde har personerne på stedet været væk, når vi ankom til stedet,« forklarer vagtchefen.

»Men så vidt er der intet massivt som de andre dage,« forklarer vagtchefen.

B.T. følger sagen.