»Først skød de til mål efter politiets indsatsleder. Så efter betjente i en civil politibil. Og lige efter gik det ud over en tilfældig cyklist.«

Fotograf Mathias Øgendal oplevede på nærmeste hold de voldsomme scener på Nørrebro i København torsdag aften.

Her var ifølge politiet nærmest »alt med en puls« i fare at blive ramt af fyrværkeri, og på Nørrebrogade gik det ud over en intetanende cyklist, der pludselig ufrivilligt blev skydeskive.

»Han kom cyklende ind mod byen kort efter Nørrebro Station. En gruppe maskerede unge med bomberør stod skråt bag ham på 20-25 meters afstand lidt i skjul bag en shawarmabar og beskød ham med et bomberør - en slags kraftigt romerlys,« fortæller fotografen.

Ved du, hvem cyklisten er, så hører B.T. meget gerne fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

»Der kom i hvert fald tre kraftige eksplosioner med både brag og lysglimt som slutning på de fyrværkeriladninger, som blev skudt mod ham. Den første gang faldt han næsten af cyklen, fordi det eksploderede omtrent i hovedet på ham. Fra cykelstien røg han op over kantstenen og ind på fortovet. Han fik et ordentligt chok, og bagefter kom der to skud mere,« tilføjer Mathias Øgendal.

»Han var vel en midaldrende mand på 50-60 år, og han virkede meget chokeret, da han bagefter snakkede med nogle folk lige ved siden af mig. Han forsikrede, at han var okay, men sagde, at »det var lige ud for mit øre«. Den sprang jo fandme næsten på kinden af ham.«

»Han var tilsyneladende stadig i stand til at høre - i hvert fald på det ene øre - for han svarede jo på spørgsmålene, men han cyklede ikke mere. Han trak sin cykel resten af vejen,« tilføjer freelancefotografen.

»Lige inden havde de også skudt mod busser og mod politiets indsatsleder, som var på stedet. Der blev også affyret fyrværkeri mod en civil politibil, der kørte på Nørrebrogade. De vidste godt, at det var politiet, for den havde lige inden haft det blå lys tændt.«

»Fyrværkeriet ramte rundt omkring politibilen, men på det tidspunkt skulle politifolkene ikke nyde noget af at stige ud af bilen, for de var ikke mange nok endnu. Men lidt senere lavede de en god, gammeldags knibtangsmanøvre, hvor de kom fra flere områder og satte folk af i sidegaderne. Herfra løb betjentene frem med hjelme og trukne knipler langs husmurene, mens der kørte biler frem fra den modsatte side, og på den måde fangede de dem,« beretter øjenvidnet.

»Der var ret mange politifolk, og det lykkedes at få fanget omkring 30 mand. De blev simpelt hen smidt på jorden på begge sider af Nørrebrogade på det sted, hvor de nu stod. Her blev de visiteret, og enkelte blev taget med.«

»Jeg blev også selv beskudt i min bil, og det er faktisk en rystende oplevelse. Det virker voldsomt, når en fyrværkeriladning springer lige foran vinduet eller ved siden af. Selv om der ikke kommer hul i bilen, er det voldsomt, når bilen bliver totalt lyst op. Og selv om min bil vejer to ton, så kunne jeg mærke hele bilen ryste, da der på et tidspunkt gik et brag af under min bil. Det gav et ordentligt skrald i hele hytten,« tilføjer Mathias Øgendal.