Det er ikke kun på Nørrebro i København, der har været problemer med unge, der skyder fyrværkeri efter andre mennesker.

Også i Aarhus og Ebeltoft er det sket mellem jul og nytår.

Og det er man godt træt af hos Østjyllands Politi.

Derfor er man gået på Twitter for at komme med en opfordring.

Her kan du se fyrværkerikampen på Nørrebro.
Her kan du se fyrværkerikampen på Nørrebro. presse-fotos.dk

Den er til forældrene til de børn og unge, der – ligesom man har set det på Nørrebro – skyder farligt fyrværkeri efter uskyldige og tilfældige forbipasserende.

Politiet beder nemlig forældrene holde styr på, at det fyrværkeri, som deres børn får, ikke bliver brugt på aktiviteter, der kan skade andre.

Oplever du problemer med personer, som skyder fyrværkeri efter andre, så vil B.T. gerne høre fra dig. Send billeder eller skriv til 1929@bt.dk.

Helt præcis skriver politiet:

'Opfordring fra politiet. Kære forældre, når I nu har købt fyrværkeri til jeres børn og unge, så vær venlig at fortælle dem, at de ikke skal skyde det af, imod nogle.'

'Vi har desværre modtaget flere henvendelser om dette. Både i Ebeltoft og Aarhus. TAK!'

I dagene efter jul har der udspillet sig et stort drama på Nørrebro i København.

Her har børn og unge nærmest holdt en mindre fyrværkerikrig i gaderne omkring Den Røde Plads, hvor de har skudt efter hinanden og ikke mindst tilfældige forbipasserende.

Det har fået Københavns Politi til at rykke massivt ud både første og anden juledag for at sikre freden i bydelen.

Og i den forbindelse blev politiet også beskudt, ligesom busser og taxier også har været mål for de unges hærgen.

Men den farlige tendens med at skyde fyrværkeri efter andre personer på gaden er åbenbart også nået til landets næststørste by.

Endnu er der ikke meldinger om, at nogen personer er kommet alvorligt til skade i forbindelse med de mange skyderier.