Midt- og Vestjyllands Politi har nu fået kontakt med den mand, der fredag formiddag påkørte en seksårig pige.
Manden, der kom kørende på en el-cykel, ramte pigen omkring klokken 10.50, mens pigen gik på Skolestien i Klitmøller.
Manden, der er beskrevet til at være omkring de 60 år, kom kørende med en jævnaldrende mand, da pigen blev ramt.
»Hun pådrog sig skader på det ene ben,« har vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj tidligere forklaret.
Efter at have ramt pigen stoppede mændene op – men blot kortvarigt.
»En af dem sagde, at han er læge, men mændene valgte alligevel at køre videre uden at have oplyst deres navne,« har Ole Vanghøj tidligere forklaret.
Ved ulykker er det lovpligtigt at oplyse sit navn, idet der kan blive tale om erstatninger til offeret. Således også i dette tilfælde.
»Pigens klasselærer kom hende til undsætning, så mændene efterlod hende trods alt ikke,« har vagtchefen fortalt.
Siden har politiet efterlyst de to mænd – særligt manden, der ramte pigen – og kort efter klokken 13 kan politiet oplyse, at man nu har været i kontakt med ham.
»Der kommer styr på det,« forklarer Ole Vanghøj.
Fordi manden er part i et færdselsuheld, skal han afhøres:
»Jeg vil ikke kalde det fuld flugt (da de kørte derfra, red.), da der kom en voksen til stedet. Han (manden, red.) troede ikke, der var sket pigen noget,« forklarer vagtchefen om mandens forklaring.


