Østjyllands Politi offentliggør nu et billede af den mand, som de mener, står bag en blufærdighedskrænkelse begået mod en pige i en bus.

Den formodede forbrydelse skulle have fundet sted i bus 11, som kører fra Harlev til Stavtrup.

Manden er mistænkt for at have forsøgt at kramme pigen, røre hende på brysterne og benet.

Den mistænkte, som Østjyllands Politi nu efterlyser, steg på bussen på Park Allé i centrum af Aarhus onsdag 15. juli om aftenen.

Her er den mand, som er mistænkt for at have begået blufærdighedskrænkelse mod en 14-årig pige.
Her er den mand, som er mistænkt for at have begået blufærdighedskrænkelse mod en 14-årig pige. Foto: Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Han opsøgte derefter den 14-årige og talte til hende på en blanding af dansk, engelsk og et tredje sprog.

Ifølge politiets oplysninger steg han af i Råhøjparken.

Den 14-årige pige beskriver manden som 35 til 40 år gammel, somalisk af udseende, omkring 175 centimeter høj, kraftig af bygning og med sort krøllet hår, der var klippet kort i siderne, men var langt på toppen.

Hun bemærkede desuden, at han havde uplejede skægstubbe og sprukne læber.

Manden, der ses på billeder herover, var desuden, ifølge den nu offentliggjorte beskrivelse, iført en sort, slidt hættetrøje, hvor der over brystet stod 'Nike' med hvide bogstaver, grønne bukser og mørke, slidte sko.

Hvis man ved, hvem manden kan være, eller har opholdt sig i bussen imellem klokken 22.15 og 22.35 den aften, må man gerne rette henvendelse til politiet på telefonnummer 114.