Bliver du ringet op af en politimand, som beder dig udlevere en række personlige oplysninger, så vær på vagt.

Ja, faktisk kan der være god grund til at smække røret på.

I hvert fald hvis han begynder at tale om, at du har været udsat for økonomisk kriminalitet og derfor skal udlevere CPR-nummer og NemID-oplysninger til ham.

Betjenten i den anden ende af røret har nemlig højst sandsynligt hverken politiskilt eller uniform, men er en gemen svindler.

Sådan lyder advarslen fra Midt- og Vestsjællands Politi, hvor man i øjeblikket oplever flere sager, hvor en påstået repræsentant fra ordensmagten forsøger at narre oplysninger ud af folk.

»Den, der ringer til ofrene, har ofte en opdigtet historie omkring noget økonomisk kriminalitet, som giver ham anledning til at spørge ofrene om personlige oplysninger som CPR-nummer eller NemID, så han via netbank kan få adgang til bankkonti,« fortæller kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til TV2 Øst.

Politiet har ifølge tv-stationen kendskab til to sager henholdsvis fra Præstø og Odense, hvor borgere blev ringet op af en mand, der påstod, at han var en navngiven medarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Den pågældende påstod, at han ville kigge nærmere på et mistænkeligt banklån og bad om at få udleveret deres personlige oplysninger.

Heldigvis fattede begge kvinder, som blev ringet op, mistanke og gjorde det eneste rigtige, ifølge Martin Bjerregaard:

De smed røret på.

Han opfordrer andre, der måtte komme ud for noget lignende, til at afbryde samtalen og ringe op på politiets hovednummer. Så skal du bede om at komme til at tale med den betjent, du lige har talt med.

På den måde kan du tjekke, om det rent faktisk er en politimand, du har haft i røret.