Efter at have modtaget to foruroligende anmeldelser tirsdag har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fundet anledning til at dele en efterhånden velkendt advarsel:

Vær på vagt over for fupopkald.

Advarslen, som er delt i politiets døgnrapport, kommer i kølvandet af, at en person, der udgav sig for at arbejde for Udbetaling Danmark, tirsdag forsøgte at snyde i hvert fald to personer.

Personen forklarede i telefonen, at hvis pensionen skulle nå at blive udbetalt rettidigt i denne måned, var han nødt til at have oplysning om kode og NemID.

En 77-årig kvinde fra Nykøbing var blandt dem, der blev ringet op. Hun var heldigvis på vagt og afviste manden i den anden ende.

Det samme gjorde en 56-årig kvinde fra Kettinge. Opkaldet var da heller aldrig relevant for hende, da hun ikke er gået på pension.

Begge kvinder kontaktede efterfølgende politiet, der nu har valgt at dele episoderne i døgnrapporten.

'Det giver anledning til at gentage: Giv aldrig oplysninger om cpr-nummer, NemID eller pinkoder til folk, der ringer,' lyder det således.

Politikredsen understreger, at hverken Udbetaling Danmark, kommuner eller politiet ville ringe og bede om den type fortrolige oplysninger telefonisk.

'Afbryd forbindelsen og ring i givet fald til politiet på telefon 114,' lyder opfordringen derfor.