En mand er torsdag formiddag blevet anholdt efter en længerevarende politiaktion i den lille by Hurup i Thy.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden blev anholdt lige efter klokken 11 og er blandt andet blevet sigtet for brandstiftelse.
Det var tidligt torsdag morgen, at politi og brandvæsen ankom til adressen i Hurup, hvor der i første omgang var indløbet en anmeldelse om brand.

»En mand befandt sig på taget af bygningen og truede med at gøre skade på sig selv, hvis brandvæsnet begyndte at slukke ilden,« skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse:
»Derfor tog hverken politi eller brandvæsen nogen chancer og iværksatte en større aktion for at få manden uskadeliggjort.«
Undervejs var der dog ikke mange detaljer ude om aktionen. Det lykkedes ikke for B.T. at komme igennem til vagtchefen.
Naboen Kasper Møller Justesen har dog kunnet fortælle til B.T., at politiet igennem flere timer forsøgte at få fat i manden. Derfor blev han også selv bedt om at forlade sit hjem.

»Det var klokken 7.30, at vi opdagede, at der var ild derovre,« fortæller Kasper Møller Justesen.
Billeder fra stedet har vist, at flere betjente var bevæbnet med maskinpistoler, ligesom andre betjente forsøgte at komme ind i huset via både hoveddør og en stige.
Flere gange uden held.
»På trods af flere forsøg med at få manden ud ved hjælp af gas, der blev skudt ind i bygningen, lykkedes det først kort efter klokken 11 at få manden ud af bygningen og anholde ham uden yderligere dramatik,« skriver politiet i pressemeddelelsen.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med aktionen. Også branden i huset er blevet slukket.
Anklagemyndigheden skal nu vurdere, om der er grundlag for at fremstille manden i grundlovsforhør.