Et stort detailimperium med ti butikker samlet et sted.
Det er en målsætning, som Coop stiler stort efter. Derfor har detailvirksomheden haft pengepungen fremme og investeret i en 64.000 kvadratmeter stort grund i Nørresundby.
Det oplyser Coop i en pressemeddelelse gennem Ritzau.
Formålet er at skabe et 'attraktivt' detailområde nord for Limfjorden, ligesom der er i City Syd.

»Vi har gennem de seneste otte år ønsket at udvikle området til glæde for kunderne i Nørresundby og omegn. Derfor er vi glade for, at vi har kunnet indgå aftale om køb af hele komplekset,« lyder det fra ejendomsdirektør Flemming Møller Hansen, Coop.
Det nye handelsområde ligger på adressen Loftbrovej, hvor der lige nu er en Kvickly, Jysk og Maxi Zoo.
Disse butikker skal også fremover være en del af stedet – og derudover skal der opføres mellem otte og ti butikker.
Coop satser på, at de nye butikker vil være klar til åbning i løbet af 2024.
Endvidere oplyses der, at det ikke er endeligt besluttet, hvilket butikker der skal opføres. Dette bliver i den nærmeste fremtid drøftet i samarbejde med Aalborg Kommune, lyder det.