En 34-årig kvinde er onsdag afgået ved døden efter at være involveret i en trafikulykke mellem Ringsted og Roskilde.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi ved middagstid til Ritzau.
Det var onsdag morgen kort efter klokken 7, at kvindens bil var involveret i et sammenstød med en lastbil på Rute 14 Hovedvejen nær Osted.
Her meddelte politiet efterfølgende, at føreren af personbilen var 'blevet kørt livløs til sygehuset'.

På det tidspunkt var de pårørende ved at blive underrettet, og derfor blev der ikke frigivet yderligere oplysninger om kvinden.
De pårørende er ved middagstid nu blevet underrettet.
På grund af sammenstødet mellem bilen og lastvognen var et stykke af den pågældende strækning i en periode fuldstændigt spærret i begge retninger.
'Giv plads til redningsindsatsen og find alternative ruter,' lød det på Twitter fra Midt- og Vestsjællands Politi kort før klokken 8.
Først klokken 9 blev det igen passage for bilister ved ulykkesstedet ved Tolstrupvej.

