Dreje, dreje, dyne af, dyne på.

De fleste kender nok det med, at det kan være lidt besværligt at falde i søvn i sommervarmen.

B.T. bragte i går en artikel med tre gode råd til, hvordan du kan få dine børn til at falde i søvn lidt nemmere hen over sommeren.

I dag er det så de voksnes tur til at få nogle råd. B.T. har allieret sig med 'søvneksperten' Martin Fyn Aamand, der til dagligt figurerer som kommunikationschef i Jysk. De får et hav af henvendelser fra søvnbesværede danskere, der synes sommerens varme er lidt mere belejlig om dagen end om natten.

Søvn til BT Weekend
Søvn til BT Weekend Ida Guldbæk Arentsen

Han har fem gode råd til, hvordan du kan have en lidt mere behagelig sommer i søvnens tegn.

1. Få styr på, om du sover godt normalt.

»Mange har jo søvnbesvær hele året rundt, og så er sommerens varme egentlig bare endnu en negativ faktor i forbindelse med deres søvn. Derfor skal man lige tænke sig en ekstra gang godt om, om det er sommerens varme, der gør det, eller om det er et generelt problem. Hvis det er et generelt problem, kan man overveje, om man skal have en ny seng eller nogle nye rutiner.«

2. Skift den normale dyne ud med en sommerdyne eller et lagen.

»Der er nok mange, der ikke ved, at der findes forskellige slags dyner. Men der er en stor forskel på dyners kvaliteter og funktionalitet. En sommerdyne er tyndere og med mindre fyld. Derudover er de lavet mere fugtabsorberende, hvilket også aftager varmen. Hvis pengepungen ikke rækker til en ekstra dyne, kan et lagen også være en løsning. Noget man også anvender i syden. En anden fordel ved det er, at du ikke slider på din dyne, og på den måde kan den holde i længere tid.«

3. Luk alt sollys ude fra soveværelset.

»I Danmark er vi jo både begunstiget og hærget af de lyse sommernætter. Det kan påvirke din søvn meget med for meget lys. Et godt råd er at lukke døren ind til stuen, hvis der kommer lys derinde fra. Derudover er det selvfølgelig vigtigt at lukke af fra vinduerne i soveværelset. Hvis det ikke hjælper, kan man erhverve sig nogle tykke gardiner – eller endnu bedre – nogle mørklægningsgardiner.«

4. Anskaf dig det 'rigtige' sengetøj.

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO. Tobias SCHWARZ

»Sengetøj lavet af bomuld, satin eller hør har en mere kølende effekt end andet sengetøj. Det er mere fugtabsorberende og fugttransporterende, og især hør-sengetøj vil jeg anbefale, hvis man har en tendens til at svede meget.«

5. Skift dit sengetøj ofte.

»Ligesom med tøj, som du skifter lidt oftere om sommeren, er det også vigtigt at skifte sengetøjet lidt oftere i de varme måneder. Der er ikke noget værre end at sove i noget klistret sengetøj, du har svedt i flere nætter i træk. Det giver en mere behagelig og tilfredsstillende følelse, når du sover i noget rent sengetøj. Og igen, hvis du har en tendens til at svede lidt mere end de fleste, så er det her råd rigtig vigtigt.«

Udover de fem ovenstående råd, anbefaler Martin Fyn Aamand også, at man kigger på sin topmadras, der også kan have indvirkning på, hvor varmt man har det, når man sover.

B.T. ønsker alle en behagelig og kølende nat.