Coronapandemien har afholdt mange danskere fra at booke rejser til udlandet.

Lige indtil nu. For lysten til at rejse uden for Danmarks grænser er i den grad genfundet. Faktisk i så høj grad, at det slår niveauet for to år siden, i 2019, i samme periode.

Hos Sunweb har man siden midten af juni slået rekorder uge efter uge i henvendelser og bookinger på rejser til sydens sol.

»Vi oplever en situation, hvor 'patienter har været døde i halvandet år', og så vælter det ind med efterspørgsler. Det er fantastisk at mærke den eufori,« siger Martin Faber Smidstrup, Sales & Service Manager i Sunweb.

Rejseselskabet har ellers været bekymret for, om danskerne overhovedet ville være rejsehungrende. Men det viser sig at have været helt unødvendige betænkeligheder. Selskabet har nemlig oplevet god gammeldags travlhed – som før pandemien:

»Efter fjerde fase af genåbningen blev sat i gang, har vi haft svært ved at følge med efterspørgslen. Mit servicehjerte græder lidt, fordi vi nu mangler hænder, men jeg er glad, for det er jo positivt, at efterspørgslen er stor,« fastslår Martin Faber Smidstrup.

Som konsekvens af corona foretog Sunweb nemlig et 'dramatisk cut'. Før pandemien havde rejseselskabet 40 ansatte, men har måttet afskedige 28. Derfor falder danskernes store rejselyst på et tørt sted.

»Vi har ansat 25 procent flere medarbejdere i maj og er fortsat i gang med en rekrutteringsproces,« siger Smidstrup.

Også i Spies mærker man danskernes trang til et udenlandseventyr. Selskabet oplever i øjeblikket en stigning på intet mindre end 162 procent, hvis de sammenligner med sommeren 2019.

»Der har ikke været en uge af de seneste otte, hvor vi ikke har solgt mere end tilsvarende uger i 2019. Det gør, at vi har indhentet en del af det tabte fra årets første måneder og ender på 80 procent af en 'normal' sommer,« fortæller Jan Vendelbo, administrerende direktør i Spies.

Faktisk vil han gå så langt som at kalde den efterspørgsel, som de oplever lige nu, for en 'eksplosion'. Derfor er man også i Spies ved at ansætte flere medarbejdere:

»Rigtig mange har, naturligvis, utrolig mange spørgsmål til rejserne. Så mange, at vi slet ikke kan følge med i kundeservice, og derfor har vi allerede ansat 12 nye de seneste uger,« fortæller Vendelbo.

Bravo Tours har også ansat nye medarbejdere, og alligevel kan virksomheden ikke følge med efterspørgslen. På nuværende tidspunkt har de i hele juli haft under tre procent af de rejser, de har sat til salg, tilbage. Og det er 'helt vildt', som den administrerende direktør i selskabet, Peder Hornshøj, siger:

»Jeg har været i branchen i mange år, men har aldrig oplevet det her før. Folk ringer ind og kan ikke forstå, hvordan det hele bliver revet væk så hurtigt,« fortæller han og tilføjer:

»Vi kunne sælge mange flere rejser end dem, vi kan tilbyde.«

Fælles for Sunweb, Spies og BravoTours er altså, at de har enormt travlt. Men også, at de er glade for den medvind, de nu oplever.