Det var den drabsdømte ubådskaptajn Peter Madsen, der blev overfaldet i Storstrøm Fængsel onsdag aften.

Det bekræfter Peter Madsens forsvarsadvokat Betina Hald Engmark i en sms til B.T.

»Jeg har lige talt med min klient, og jeg kan bekræfte, at han blev overfaldet i går. Han har det efter omstændighederne ok,« skriver Betina Hald Engmark.

B.T. omtalte torsdag aften, at en 47-årig mand var blevet overfaldet i fængslet, men det var ikke muligt at få bekræftet, at der var tale om Peter Madsen. Lolland-Falsters Folketidende skrev torsdag, at en 18-årig mand er sigtet for vold mod en medindsat. Episoden skete onsdag midt på aftenen, da den 18-årige og Peter Madsen kom op at toppes.

Politiinspektør i Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi bekræftede torsdag, at overfaldet har fundet sted, men ønskede ikke at sige noget om parternes identitet.

»Der har været en episode, hvor to indsatte har været oppe at slås. Den ene har tildelt et slag i ansigtet, og den 47-årige har som følge heraf været kortvarigt på hospitalet, og er nu tilbage i fængslet. Jeg vil ikke komme ind på, hvad der kan ligge til grund for, at de indsatte har været oppe at slås eller sige noget om deres identitet. Vi har sigtet en mand for at have udøvet volden, og der var ikke grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør,« sagde Kim Kliver torsdag.

Fredag er det præcis et år siden, at Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall sejlede ud på hvad der blev en fatal tur på Øresund i hans hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus". På turen bandt, mishandlede, dræbte og parterede Peter Madsen Kim Wall, fastslog en domsmandsret i København tidligere i år. Straffen lød på fængsel på livstid. Peter Madsen nægtede sig skyldig, men accepterede byrettens afgørelse om, at han er skyldig. Dog har han valgt at anke strafudmålingen til landsretten for at få en tidsbegrænset straf. Den sag begynder 5. september.