Peter Madsen, som sidder fængslet på livstid for mordet på den svenske journalist Kim Wall, efterlyser pennevenner, så han kan fordrive tiden i Storstrøms Fængsel, hvor han afsoner. I hvert fald er hans Facebook-profil blevet opdateret med en besked med hans nye adresse i fængslet og en efterlysning af pennevenner. Peter Madsen har ikke selv internetadgang i fængslet, så beskeden er skrevet af en ukendt person, der underskriver sig Zagadka, hvilket betyder “gåde” på polsk. Personen har fået adgang til Peter Madsens profil.

Men pennevenner eller ej, så er der ellers rig mulighed for at socialisere med andre fanger i Storstrøms Fængsel. Det forklarer institutionschef i Storstrøms Fængsel, Michael Gjørup, som B.T. har bedt om at beskrive det daglige liv i fængslet Han understreger, at han ikke kan udtale sig om Peter Madsens forhold, men alene udtaler sig om fængslets generelle forhold. Han kan heller ikke bekræfte, at Peter Madsen sidder i fængslet. Det har forsvarer Betina Hald Engmark dog bekræftet overfor B.T.

»Vi arbejder med at døgnet cirka er opdelt i tre gange otte timer. Altså otte timers arbejde, otte timers hvile og otte timers søvn,« siger Michael Gjørup og fortsætter:

»Fangerne skal også lave deres mad selv i et fælles køkken. De skal også vaske deres eget tøj og så videre. Vi vil gerne sørge for, at de indsatte kan lære at opretholde en hverdag, der minder om den udenfor fængslet,« siger han.

Storstrøms Fængsel er et af de bedste steder, som man kan havne i det danske fængselsvæsen, såfremt man altså har fået en fængselsdom til afsoning. Fængslet åbnede i oktober sidste år og rummer i øjeblikket 196 fanger, hvor der er plads til 250. Fangerne er fordelt på i alt 32 afdelinger.

»Du ville nok opleve afdelingerne som et moderne kollegie. Der er lyst og indrettet med varme farver. På afdelingen er der et stort fælles rum og køkken,« siger Michael Gjørup.

Institutionschefen lægger ikke skjul på, at fængslet er indrettet, så de faste afsonere har et hyggeligt miljø at afsone i. Det er gjort, da man ønsker, at de indsatte på bedst mulige vis kan fungere i samfundet igen, når de har udstået deres straf. Dog er de afdelinger, hvor bandemedlemmer og rockere afsoner betydeligt mere restriktiv. Der er for eksempel ikke adgang til bold- og løbebaner udenfor, da fangerne typisk uddgør en fare for personalet og der derfor tages hensyn til deres sikkerhed.

»De indsatte får 43 kroner dagligt til at købe ind for. Man tjener desuden lidt ekstra på aktivering og arbejde. Vi har en lille købmandsforretning, hvor vi har lavet en aftale med en privat virksomhed. Der kan man købe varer, som man kender det fra et normalt supermarked. Fangerne er gode til at lave mad sammen og laver ofte lækre ting, som kylling, retter med hakket oksekød og pasta. Personalet kan også hjælpe til med gode råd,« siger han.

Peter Madsen var underlagt skarp brevkontrol, da han sad varetægtsfænglet i forbindelse med retsagen mod ham. Den er dog ophævet nu, så han har betydeligt nemmere ved at skrive frem og tilbage til folk. Derudover, så kan Peter Madsen også modtage besøg på lige fod med andre indsatte.

»De indsatte har krav på en times besøg hver uge. Vi forsøger at give dem mere end det. Man skal ansøge om at besøge den indsatte og så skal vi så godkende derefter,« siger Michael Gjørup.

Han kan ikke udtale sig om Peter Madsens besøg, men forklarer at fangerne i helt overvejende grad får besøg af deres nærmeste pårørende.

»Det er for det meste mor, far, koner og børn. Hvad angår børn, så har vi indrettet besøgsområdet således, at det er mindst muligt skræmmende for børn.«

Hvorfor er det skræmmende?

»Det kan det være, da børnene skal undergå de samme sikkerhedsprocedurer som voksne, når de kommer ind. Det minder lidt om det, som vi andre kender fra lufthavnen. Det kan virke lidt skræmmende, når der er betjente og de oplever at deres far er låst inde og ikke kommer med hjem og den slags. Derfor har vi også betjente, der er uddannet til at håndtere børn,« siger han.

Det moderne fængsel har ansat en præst, som afholder gudstjenester både i hverdage og i weekenden. I alt et par gange om ugen som regel.

»Vi har også et fangekor, som man kan deltage i, såfremt man ønsker det,« forklarer han.