Beskeden tikker ind hos kvinden.
»Hej mor, jeg mistede min telefon tidligere. Gem mit nye nummer.«
En længere samtale bliver indledt.
Snart har kvinden mistet titusindvis af kroner. Og hun er langt fra alene om at være faldet for svindleres ondsindede påfund: At udgive sig for at være deres ofres børn og på den måde lokke penge ud af dem.
Midt- og Vestjyllands Politi beskriver i en pressemeddelelse, hvordan man siden årsskiftet har modtaget over 100 anmeldelser fra forældre, der er blevet narret til at overføre penge.
Fremgangsmåden er simpel.
Fra et taletidskort kontakter gerningsmændene deres mål, udgiver sig for at være deres børn og indleder en samtale. En samtale, hvori der på et tidspunkt bliver bedt om penge.
Det kan eksempelvis være til en regning, som skal betales med det samme. Eller en gæld.
Og når forældrene så spørger, om de ikke lige kan ringe, har svindlerne også et svar klar.
»Da jeg lige har registreret dette nummer, kan jeg ikke foretage eller modtage opkald i et par timer,« lyder det i et eksempel delt af politikredsen, der konstaterer, at svindlerne ofte skyder med spredehagl.
»Svindlerne skyder selvfølgelig mange beskeder afsted, som de ikke får noget ud af, men der er altså også en hel del, som de får overtalt til at overføre store summer.«
»I de fleste sager, vi har set den seneste tid, er det omkring 30.000 kroner,« fortæller Susanne Kiel Nielsen, der er politikommissær i Midt- og Vestjyllands Politi.
Politikommissæren opfordrer forældre til at være varsomme:
»Det er selvfølgelig positivt, at man er der for ens børn, når de har brug for hjælp – også efter de er flyttet hjemmefra. Men det er altså også nødvendigt med en portion sund skepsis, og man bør ikke overføre penge for nogen, man ikke har talt med,« lyder rådet fra Susanne Kiel Nielsen.
Også 'Mit digitale selvforsvar', der er en app udviklet i et samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk, Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, har tidligere advaret mod svindelnummeret.
Og det samme har norsk politi, der allerede for to år siden beskrev en stigning af anmeldelser på området.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.
