»Hej mor, min telefon gik i stykker. Dette er mit nye nummer lige nu, du kan gemme det. Er du hjemme?«

Sådan lyder det i en besked, som er en del af en udspekuleret plan, som svindlere står bag.

De forsøger nemlig at udgive sig for at være dit barn for at lokke penge ud af dig.

Sådan lyder det i en advarsel, som 'Mit digitale selvforsvar', der er en app udviklet i et samarbejde mellem Forbrugerrådet Tænk, Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, har udsendt.

Mit digitale selvforsvar

»Vi har modtaget tips om et ondsindet svindelnummer via WhatsApp,« lyder det:

»Du bliver kontaktet af en svindler, der udgiver sig for at være dit barn, som har mistet sin telefon og derfor skriver fra et fremmed nummer.«

Beskeden kan starte med 'Hej mor' eller 'Hej far'.

Derefter vil svindleren – som altså udgiver sig for at være dit barn – fortælle, at vedkommende har brug for din hjælp til at betale for noget.

Og du bliver spurgt, om du ikke vil hjælpe.

»Det kan være en meget ubehagelig situation at stå i, men husk at forholde dig kritisk,« lyder det fra 'Mit digitale selvforsvar'.

»Prøv altid at komme i kontakt med dit barn på en anden måde. Sørg for at være helt sikker på, det virkelig er dit barn, du skriver med, før du reagerer på sådanne beskeder,« lyder rådet.

Siden 2018 er appen blevet drevet af Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.