Hele otte varevogne i Nordjælland er i løbet af én nat blevet tømt for værktøj.
»Det kan jo tyde på, der har været en tyvebande, der har ligget og kørt rundt,« siger politikommissær ved Nordsjællands Politi, Henrik Sejer.
Ifølge TV 2 Lorry fandt striben af indbrud sted natten til fredag.
Fire af dem fandt sted på samme vej: Bjørn Andersens Vej i Græsted. De øvrige fire fandt sted i Fredensborg, Virum, Hørsholm og Gentofte
Ifølge døgnrapporten fra Nordsjællands Politi var det en travl fredag morgen, da anmeldelserne begyndte at strømme ind fra kl. 7.02 til kl. 11.51, efterhånden som de blev opdaget.
Ifølge politiet er der dog generelt ikke så mange af den type sager for tiden, da coronanedlukningerne har medført et fald i antallet af »omrejsende kriminelle«.
Vagthavende ved Nordsjællands Politi har i øvrigt to råd til at undgå indbrud i sin varevogn:
Parkér bilen et oplyst sted og bak eventuel bagsmækken helt op af en mur eller lignende.