Den nordsjællandske læge Charlotte Asperud var utryg i månedsvis, inden hun brutalt blev slået ihjel med et koben i sit soveværelse i Tisvildeleje.

Det har både hendes gamle far og en nabo i sommerhusområdet forklaret som vidner ved retten i Helsingør.

Her sidder en 56-årig mand på anklagebænken for at have myrdet hende. Han var fem år før drabet kortvarigt i kontakt med lægen på sygehuset i Hillerød.

Den tidligere patient nægter sig skyldig i drab. Men han erkender vold med døden til følge efter at have brudt ind til den 58-årige kvinde omkring klokken 02.45 på gerningsnatten 30. april 2019.

Angiveligt for at få »bearbejdet« en ubehagelig tvangsindlæggelse, som var gået ud over ham mere end fem år tidligere – 28. februar 2014.

Og som han især holdt Charlotte Asperud ansvarlig for.

Den foreløbige bevisførelse i retten har tegnet et mildest talt skræmmende billede af en velfungerende bedsteborger fra den velstillede del af Nordsjælland, hvis familieliv pludselig smuldrede og forvandlede ham til en tikkende bombe, som selv de nærmeste familiemedlemmer og venner kom til at frygte.

»Før var jeg ikke bange for, at han skulle gøre noget mod mig. Det er jeg nu. For nu har han slået en ihjel,« lød det eksempelvis tidligere på ugen fra hans unge datter i vidneskranken.

Lægen Charlotte Asperuds navn optrådte i en oversigt over 27 mennesker, som den tiltalte ingeniør havde stridigheder med. Mappen blev fundet i en krypteret oversigt på hans computer, som blev beslaglagt ved hans anholdelse to uger efter drabet i Tisvildeleje i foråret 2019. Billedet er fra 2011. 
Lægen Charlotte Asperuds navn optrådte i en oversigt over 27 mennesker, som den tiltalte ingeniør havde stridigheder med. Mappen blev fundet i en krypteret oversigt på hans computer, som blev beslaglagt ved hans anholdelse to uger efter drabet i Tisvildeleje i foråret 2019. Billedet er fra 2011.  Foto: Mads Nissen
Vis mere

Hun bad ligesom adskillige af de øvrige vidner om, at den tiltalte blev ført ud af selve retslokalet, mens der skulle afgives vidneforklaring.

Hendes far havde da også allerede for flere år siden nærmest truet hende, da der i kølvandet på forældrenes skilsmisse opstod konflikt mellem parterne.

»Jeg er i krig, og jeg vinder altid. Om man så er min datter eller ej, vil man mærke konsekvenserne,« skrev han i 2013 i en mail til datteren, der dengang lige var fyldt 18 år.

Derfor mente han, at hun som myndig skulle til at stå til regnskab for sine egne gerninger. Blandt andet luftede han muligheden for at ville retsforfølge hende, hvis hun tog stilling i faderens tunge konflikter med sine to ekskoner.

Den 56-årig ingeniør, der er tiltalt for at dræbe lægen Charlotte Asperud efter at være brudt ind i hendes soveværelse.
Den 56-årig ingeniør, der er tiltalt for at dræbe lægen Charlotte Asperud efter at være brudt ind i hendes soveværelse.
Vis mere

Den aktuelle nævningesag i Helsingør har i det hele taget foreløbig efterladt indtrykket af den tiltalte som en intelligent og veluddannet mand, som både kan skrive pilot og maskiningeniør på sit cv. Hans trygge liv faldt dog sammen efter et par skilsmisser og et skæbnesvangert alkoholmisbrug.

Resultatet er blandt andet et dystert spor af omfattende kriminalitet samt indædt had og udspekuleret chikane mod en række nøje udvalgte fjender forud for det dødelige overfald på Charlotte Asperud i foråret 2019.

Deres livsbaner krydsedes tilfældigt 28. februar 2014, da den nu tiltalte T. blev indlagt på sygehuset i Hillerød efter i bil at være stødt sammen med en anden bil.

Efter en skanning havde personalet på akutmodtagelsen mistanke om, at T. kunne have brækket nogle halshvirvler. Derfor forsøgte de i flere omgange at få ham til at tage en stiv halskrave på, indtil eksperterne på Rigshospitalet havde studeret røntgenbillederne.

Hele området omkring gerningsstedet på Aspevej i Tisvildeleje blev afspærret og afsøgt grundigt for tekniske spor efter det dødelige overfald på den 58-årige læge Charlotte Asperud 30. april 2019.
Hele området omkring gerningsstedet på Aspevej i Tisvildeleje blev afspærret og afsøgt grundigt for tekniske spor efter det dødelige overfald på den 58-årige læge Charlotte Asperud 30. april 2019. Foto: Google Maps
Vis mere

T. var imidlertid ifølge journaloplysningerne både aggressiv og truende. Han flåede to gange halskraven af, kastede med vand og var truende over for både personale og medpatienter. Til sidst blev Charlotte Asperud som ortopædkirurgisk bagvagt tilkaldt.

Trods sine normalt fremragende talegaver kunne heller ikke hun få talt T. til ro. Med hjælp fra tilkaldte narkoselæger fik han til sidst en indsprøjtning morfin og blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, hvor han næste morgen vågnede op fastspændt til en briks.

»Det var et totalt overgreb,« forklarede han ved nævningesagens start i Retten i Helsingør. Samme ret blåstemplede dog allerede i oktober 2014 tvangsindlæggelsen, da T. på tidspunktet blev skønnet sindssyg og til fare for sig selv og andre.

Den konklusion har han dog aldrig selv accepteret.

I februar 2014 var Charlotte Asperud som lægelig bagvagt på sygehuset i Hillerød med til at beslutte en dramatisk tvangsindlæggelse af manden, der nu er dømt for at have dræbt hende. Fem år senere sparkede han midt om natten døren ind til hendes soveværelse og slog hende ihjel med et koben. Billedet er fra 2011.
I februar 2014 var Charlotte Asperud som lægelig bagvagt på sygehuset i Hillerød med til at beslutte en dramatisk tvangsindlæggelse af manden, der nu er dømt for at have dræbt hende. Fem år senere sparkede han midt om natten døren ind til hendes soveværelse og slog hende ihjel med et koben. Billedet er fra 2011. Foto: Mads Nissen
Vis mere

»Jeg var uforstående. Og jeg fik sværere og sværere ved at fungere. Det plagede mig ikke dagligt, men til tider,« erkendte han i retten om sit syn på den gamle tvangsindlæggelse og tvangsfiksering.

Og mens han var ved at afsone sin seneste dom på to års fængsel for især berigelseskriminalitet, trak han i august 2018 fra fængslet en udskrift af sin gamle sygehusjournal om tvangsindlæggelsen i 2014.

Udskriften fandt politiet i hans mappe, som han havde med på arbejde på en industrivirksomhed i Allerød, da han 13. maj 2019 blev anholdt for drabet på Charlotte Asperud et par uger tidligere. Her var Charlotte Asperud og andre lægenavne understreget med kuglepen flere gange.

»Jeg havde en forestilling om, at hvis jeg kunne tale med de her mennesker om, hvorfor det var sket, så kunne det hjælpe mig,« forklarede T. i retten.

En stor politistyrke søgte efter spor ved gerningsstedet i Tisvildeleje efter drabet på den 58-årige læge.
En stor politistyrke søgte efter spor ved gerningsstedet i Tisvildeleje efter drabet på den 58-årige læge. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hans plan blev til skæbnesvanger alvor natten til 30. april 2019. Efter at have drukket lidt og åbnet en tilsendt sexvideo med titlen »Very Cute Teen Gets Tied Up« på sin hjemmecomputer, satte han sig ud i sin bil og kørte til Tisvildeleje.

Udstyret med handsker, et koben og en skruetrækker parkerede han lidt væk fra Charlotte Asperuds hus, hvor han kunne se, at hendes bil holdt i indkørslen. Derefter brød han ind via en havedør, sparkede den låste dør til hendes soveværelse op og gav sig til at kommandere med den skrækslagne læge, der kun var iført trusser.

»Læg dig ned. Læg dig ned,« kan man blandt andet høre ham sige talrige gange på den optagelse af overfaldet, som lægens ene datter kort efter kunne høre på sin telefonsvarer, efter Charlotte Asperud havde forsøgt at ringe til hende for at få hjælp midt om natten.

Lægen blev ramt af en snes dødbringende slag i hovedet med kobenet, så hendes liv ikke stod til at redde. Samme aften klokken 21.58 blev der slukket for hendes respirator på Rigshospitalet.

Ved retten i Helsingør har anklageren blandt andet dokumenteret dna-analyser af negleskrab fra alle fem fingre fingre på den dræbte læges ene hånd. Dna-prøverne peger med den størst mulige sandsynlighed på den 56-årige tiltalte som gerningsmanden til det dræbende overfald.
Ved retten i Helsingør har anklageren blandt andet dokumenteret dna-analyser af negleskrab fra alle fem fingre fingre på den dræbte læges ene hånd. Dna-prøverne peger med den størst mulige sandsynlighed på den 56-årige tiltalte som gerningsmanden til det dræbende overfald. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Efter overfaldet kørte T. tilbage til sit hjem, hvor han lagde sit blodige tøj til vask og tog et bad. Godt en time efter at have maltrakteret lægen genoptog han en chat på sin computer med ordene: »Jeg er en moden mand. Er du frisk på en lille leg? Jeg er ret god til rollespil. Skal vi lave en ridepigeleg?«

Charlotte Asperuds navn var bemærkselsværdigt nok ikke på den »hadeliste« over hans fjender, som politiet efter hans anholdelse fandt på en af ingeniørens computere.

Her lå en krypteret mappe med overskriften 'Budget 2008'. Den viste sig være en sirlig oversigt med oplysninger om 27 personer, som han havde kontroverser med.

På listen stod blandt andre begge hans ekskoner, en tidligere kæreste samt en veninde til en af ekskonerne, en søster, en nær ven, to politifolk, der havde haft at gøre med hans tilhold mod den seneste ekskone, og nogle advokater.

Udover drabet på lægen er T.  også tiltalt for 13 andre forbrydelser – heriblandt flere indbrudstyverier i Nordsjælland samt for ildspåsættelse to gange mod det samme sommerhus i Frederiksværk med syv års mellemrum.

Huset tilhørte en af hans ekskones veninder, som han brød sig meget lidt om. Skaderne beløb sig samlet til godt 3,6 mio. kroner. Den seneste ildspåsættelse fandt sted godt tre døgn før drabet på lægen.

Retssagen fortsætter på tirsdag med afsluttende opsamlinger fra anklager og forsvarer, inden der efter planen falder dom 23. februar.