En novembernat sidste år kørte et bryllupsoptog med mellem 30 og 50 biler gennem København. Skabte så meget postyr, at politiet modtog flere anmeldelser.

Men selvom flere betjente bemærkede, at der blev affyret fyrværkeri fra nogle af bilerne, blev ingen sigtet.

Det var simpelthen ikke muligt for politiet at udpege, hvem der stod bag, fremgår det af et skriv fra justitsminister Nick Hækkerup til Folketingets Retsudvalg.

Skrivet kommer som svar på et spørgsmål, Peter Skaarup stillede ministeren efter at have set Presse-fotos.dks billeder fra optoget.

Politiet observerede flere gange, at der blev affyret fyrværkeri fra optoget sidste år i København. Foto: Presse-fotos.dk
Politiet observerede flere gange, at der blev affyret fyrværkeri fra optoget sidste år i København. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Foruden en redegørelse ville DF'eren også høre, hvorfor politiet ikke stoppede optoget, og om ministeren ville sikre, at den slags optog for fremtiden vil være ulovlige.

Det korte svar på sidstnævnte er »nej«. Men det vender vi tilbage til.

Først skal vi tilbage til natten til 21. november, hvor vagtcentralen hos Københavns Politi modtog flere anmeldelser fra borgere, der havde bemærket, at bryllupsoptoget ikke alene forhindrede andre trafikanter i at bevæge sig videre, men også affyrede fyrværkeri.

Hovedstadens patruljer blev bedt om at holde øje med optoget, og to af dem kom så i kontakt med det.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Den første fangede optoget i Nordvest, og betjentene så med egne øjne, at der blev fyret krudt af, hvorefter optoget blev bragt til standsning.

Umuligt var det dog at pege på den bil, hvorfra fyrværkeriet var kommet, så i stedet tog patruljen en snak med brudeparret om ulovlig brug af fyrværkeri. Dernæst kunne patruljen fortsætte ud i natten. Og det samme gjorde optoget.

I Gyldenløvsgade ved Søpavillonen blev det endnu engang spottet af en patrulje. Det samme gjorde noget fyrværkeri, men heller ikke denne gang var det muligt at udpege en gerningsmand.

Og optoget fortsatte ufortrøddent.

Politiet noterede på intet tidspunkt, at optoget kørte overfor rødt eller på anden vis begik alvorlige overtrædelser af færdselsloven.

»Københavns Politi har således efter en konkret vurdering ikke valgt at foretage politimæssige dispositioner i relation til observeret unødig brug af horn og lygter.«

»Det var endvidere politiets skøn i den konkrete situation, at det ikke var hensigtsmæssigt at standse optoget og trafikken alene på denne baggrund,« lyder det i svaret til retsudvalget.

Heri understreger justitsminister Nick Hækkerup, at alle trafikanter – i optog eller ej – selvsagt skal overholde loven.

»Det er helt uacceptabelt, hvis man som deltager i et sluttet optog affyrer fyrværkeri fra biler eller i øvrigt opfører sig på en måde, der er til fare eller gene for medtrafikanter,« svarer han.

Understreger så, at han mener, at den gældende lovgivning på færdselsområdet er tilstrækkelig, og at der derfor ikke er brug for yderligere tiltag.

»Jeg har desuden generelt tillid til, at politiet håndterer den enkelte sag ud fra, hvad der efter en politifaglig vurdering er mest hensigtsmæssig for at bringe en sådan adfærd til ophør og i forbindelse hermed i fornødent omfang rejser sigtelse for eventuelle begåede lovovertrædelser.«

Lyt til den nye krimi-podcast Politichefens Hemmelighed her:

Andre læser også