Det skabte stort postyr, da et stort bryllupsoptog med 30 til 50 biler i november sidste år kørte gennem København.

Politiet modtog flere anmeldelser, og betjente så, at der blev affyret fyrværkeri fra nogle af bilerne.

Faktisk er der på få år sket en eksplosion i lignende sager, som politiet er rykket ud til.

Det viser en opgørelse over antallet af sager om bryllupsoptog i fire af landets politikredse, som Justitsministeriet har fremlagt.

Fra 1. januar til 27. august sidste år havde politiet i alt 21 sager om bryllupsoptog.

Og selv om det altså kun er tal for de første otte måneder i 2021, så er det mere end dobbelt så mange som i hele 2017.

Da havde politiet 10 sager.

En oversigt fra hver af de fire politikredse viser et klart mønster i, hvad der sker under bryllupsoptogene.

Politiet observerede flere gange, at der blev affyret fyrværkeri fra optoget sidste år i København. Foto: Presse-fotos.dk
Politiet observerede flere gange, at der blev affyret fyrværkeri fra optoget sidste år i København. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Anmeldelserne omhandlede blandt andet hasarderet kørsel, kast med fyrværkeri fra vinduerne, kørsel i lukket område, anvendelse af horn og havariblink samt kørsel med for lav hastighed på motorvej,« lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Fra Københavns Politi er meldingen denne:

»Alle sagerne har ført til udstedelse af bøder for forskellige overtrædelser af færdselsloven, herunder for kørsel uden førerret, fremkørsel for rødt lys, unødigt brug af horn og havariblik under kørsel samt ulovlig standsning og parkering og kørsel uden sikkerhedssele.«

Også hos Fyns Politi er der talrige eksempler på forskellige brud på færdselslove.

Værst er dette eksempel:

»Det forreste køretøj i et bryllupsoptog svingede ud mod midten og spærrede trafikken, således at anden færdsel var umulig. Flere af deltagerne var steget ud på vejen og var begyndt at danse. Patruljen fik bragt det til ophør, og sagen blev afgjort med en bøde for overtrædelse af færdselsloven for to af deltagerne,« oplyser Fyns Politi, der sidste år var den politikreds med flest sager.

Dog er det langtfra i alle sager om bryllupsoptog, der bliver givet nogen bødestraf.

Kan politiet ikke bevise, hvilken bil i optoget der kører over for rødt eller 'gør andet brud på færdselsloven', så er der ingen bøde til nogen af bilførerne.

Som det i går kom frem i B.T., blev der heller ikke givet nogen bøde til nogen af bilførerne i det vilde optog i København sidste år.

Hverken for ulovlig kørsel eller for at fyre fyrværkeri ud ad bilvinduerne.

Justitsminister Nick Hækkerup understreger, at alle trafikanter – i optog eller ej – selvsagt skal overholde loven.

»Det er helt uacceptabelt, hvis man som deltager i et sluttet optog affyrer fyrværkeri fra biler eller i øvrigt opfører sig på en måde, der er til fare eller gene for medtrafikanter,« siger ministeren i et svar til Folketingets Retsudvalg.

Han slår videre fast, at der dog ikke skal være et egentligt forbud alene mod at køre mange biler i optog, hvis alle overholder færdselsloven.

B.T. har forsøgt at få interview med ministeren om eksplosionen af sager, men han har ikke mere at sige.

»Vi har ikke yderligere at tilføje,« lyder det fra Justitsministeriets pressemedarbejder.

Lyt til den nye krimipodcast 'Politichefens Hemmelighed' her: