»Noget er gået galt.«

Det skulle den 37-årige senest sigtede i drabssagen fra Djursland angiveligt have fået at vide, efter Frank Dan Nørgaard Jørgensen havde trukket vejret for sidste gang.

Dernæst skulle han mod betaling have bortskaffet den 40-åriges lig. Det fremgår af retsbogen fra fredagens grundlovsforhør, som B.T. har fået aktindsigt i.

Heri lyder det også, at den 37-årige angiveligt allerede var involveret forud for det formodede drab.

I alt er fem personer sigtet i sagen. Der er tale om tre mænd på henholdsvis 25, 37 og 39 år. Og to kvinder på 23 og 39.

Sidstnævnte skulle ifølge B.T.s oplysninger tidligere have haft et forhold til Frank Dan Nørgaard Jørgensen, som forsvandt sporløst torsdag 14. juli.

Først en uge senere dukkede han op igen. Død og forsøgt gemt væk.

I retsbøgerne fra fredagens grundlovsforhør fremgår det, at den nu sigtede 37-årige forud for Frank Dan Nørgaard Jørgensens forsvinden for et kontantbeløb havde fået til opgave at sørge for, at den 40-årige afholdt sig fra at kontakte en af de andre medsigtede.

Efter det formodede drab skulle den 37-årige så være blevet kontaktet på ny. Informeret om, at »noget var gået galt«.

Han skulle dernæst ifølge politiet have påtaget sig ansvaret for at skaffe liget samt Frank Dan Nørgaard Jørgensens hvide varevogn af vejen.

I retsbogen beskrives det, at en af de medsigtede har udpeget, hvor den 37-årige hævdede, at lig og bil var blevet placeret.

Bilen blev fundet udbrændt ved en skovparkeringsplads i Vivild på Djursland fire dage efter ejermandens forsvinden.

Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Vis mere

Frank Dan Nørgaard Jørgensens lig blev fundet i et skovområde nær Gassum ved Randers præcis en uge efter hans forsvinden.

Allerede inden liget var fundet, blev fire personer dog anholdt og sigtet for drabet. Det skete 18. juli.

Alle nægter de sig skyldige, men da de blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, vurderede en dommer, at der var begrundet mistanke om, at de tre af dem i hvert fald havde begået vold med døden til følge.

Den 23-årige sigtede kvinde gik fri.

Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland.
Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Sagen tog en ny drejning, da Østjyllands Politi fredag i sidste uge meddelte, at man dagen forinden havde anholdt yderligere to mænd.

Begge blev afhørt, men kun den ene – den 37-årige mand – blev sigtet for drab. Også han nægter sig skyldig.

Nøjagtig som ved det første grundlovsforhør anmodede anklagemyndigheden ved fremstillingen af den 37-årige om, at dørene blev lukket for offentligheden.

Ekstra Bladet, som var til stede ved grundlovsforhøret i Retten i Randers, nåede dog at se den 37-årige og høre sigtelsen, førend tilhørerne blev sendt ud. Mediet beskriver den 37-årige som skaldet og tatoveret – og i forvejen kendt af politiet.

Den 37-årige er nøjagtig som de fire andre sigtet for at have medvirket til Frank Dan Nørgaard Jørgensens død.

Det fandt dommeren ved grundlovsforhøret dog ikke, at der var begrundet mistanke om.

Mistanken om, at den 37-årige stod bag bortskaffelsen af Frank Dan Nørgaard Jørgensens lig samt andre beviser, vejede dog tungt nok i sig selv.

På baggrund af mistanken og en frygt for, at den 37-årige på fri fod ville forsøge at påvirke efterforskningen, blev han altså varetægtsfænget.

»Sigtede har bestemte grunde til at søge at påvirke efterforskningen, da det kan have betydning for, i hvilket omfang han kan inddrages i sagen,« lød det i rettens kendelse.

Slutteligt blev endnu en væsentlig grund fremhævet:

Politiet har nemlig mistanke om, at endnu en gerningsmand er på fri fod. Nemlig den person, som efter den 37-åriges anvisning skulle have stået for at skaffe sig af med den hvide varevogn.

»Sigtede (den 37-årige, red.) kan afgørende vanskeliggøre efterforskningen, hvis han løslades. Navnligt ved at påvirke vidner og advare andre, idet det må lægges til grund, at der er en gerningsmand, hvis identitet den sigtede kender, til brandstiftelsen på fri fod.«

Dermed skal den 37-årige og de tre andre varetægtsfængslede sidde bag tremmer frem til i hvert fald 16. august.

Her er det op til retten at afgøre, om de fortsat skal sidde fængslet.