Én eller flere personer har i det sydlige Sverige gjort livet utrygt for de danskere, der har kørt til og fra Ystad.

Møtrikker, knytnævestore sten og andre metalgenstande er de seneste måneder kommet flyvende fra rabatten og har blandt andet kostet en dansk mand hans ene øje.

Men på trods af, at det svenske politi nu i halvanden måned har været på sagen, virker det tilsyneladende ikke til, at gerningsmanden eller mændene har i sinde at stoppe.

I fredags blev en dansker nemlig ramt af en flyvende sten på ved mod Ystad, og det gør ham til den 117. dansker i anmeldelsesstatistikken.

Sådan så forruden ud, efter at Carsten Petersen og hustruen var blevet ramt af en sten eller en anden genstand.
Sådan så forruden ud, efter at Carsten Petersen og hustruen var blevet ramt af en sten eller en anden genstand. Foto: Privatfoto
Vis mere

Er du for nyligt blevet ramt af en sten eller anden genstand på vej til eller fra Ystad? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv på sebj@bt.dk.

Der er dog en særlig interessant – og uhyggelig – detalje ved fredagens angreb.

Det er nemlig sådan, at klart størstedelen af angrebene er sket på den store E65-vej, og derfor har danske pendlere udvekslet alternative ruter for at undgå de flyvende sten.

En af de ruter er den såkaldte 'kystrute', som via E6, E22 og rute 9 tager dig til Ystad langt den sydlige kyst.

Og det var på denne rute, at en dansk mand i fredags blev ramt af det, han vurderer som et stenangreb.

Her ser man, hvordan alternative ruter præsenteres. En af dem er navngivet som 'den med stenkast'.
Her ser man, hvordan alternative ruter præsenteres. En af dem er navngivet som 'den med stenkast'. Foto: Facebook
Vis mere

»Vi blev kontaktet af en dansk mand, som vi så mødte ved Bornholmerfærgen. Han fortalte, at han var blevet ramt af sten, uden at der var nogen biler i nærheden. Vi er ikke sikre på, at det er et stenangreb, men det er med blandt de 117 anmeldelser på baggrund af hans forklaringer,« fortæller politikommissær Ewa-Gun Westford.

Hændelsen fandt sted på E22 tæt på byen Skegrie, og det er for så vidt, det er offentligt kendt, første gang der er en anmeldelse om et angreb på den rute.

Ewa-Gun Westford oplyser i øvrigt endnu en gang, at det svenske politi ikke har nogen mistænkte i kikkerten, og at man altså med andre ord er på bar bund.

Stenangrebene kan dateres helt tilbage til april 2021, men først i begyndelsen af juni kom det svenske politi på sagen, efter B.T. talte med en række danskere, som havde oplevet at være blevet ramt af flyvende objekter på vej til eller fra Bornholm.