Politiet i Skåne har den seneste måned arbejdet hårdt for at løse gåden om de mange stenkast rettet mod primært danske bilister på vej til Bornholm.

Og tirsdag er de muligvis kommet svaret en smule nærmere.

Tirsdag blev bil nummer 100 ramt af stenkast. Senere samme dag kom der anmeldelse om stenkast nummer 101 og så 102.

Bilist nummer 102 er en dansk mand. Han kommer ikke til skade – kun bilen – så han kørte egentlig videre mod Bornholm, indtil politiet fik fat i ham.

Han fortalte om gerningsstedet, og politiet rykkede med det samme ud med mænd til fods, helikopter og hunde for at undersøge området, og her begyndte den ene politihund at opføre sig mærkeligt.

»En af hundene bliver pludselig meget vild og ophidset,« fortæller Ewa Gun-Westford fra det svenske politi til B.T.

Politiet besluttede derfor at spærre et lille område af og tilkalde en specialiseret hund, der er bedre uddannet i dufte og lugte. Præcis hvad hunden fandt frem til, kan politiet dog endnu ikke afsløre.

»Om vi har, og hvilket fund vi har gjort, kan jeg ikke sige noget om af hensyn til efterforskningen,« siger Ewa Gun-Westford.

Det er på den svenske motorvej E65 uden for Ystad, at langt de fleste stenkast har fundet sted, og mysteriet om stenkastene er langtfra opklaret. Det er virkelig indbegrebet af et mysterie, hvis du spørger Ewa Gun-Westford.

»Det er en meget unik og mystisk sag,« siger hun.

Hun fortæller, at politiet har observeret sten liggende i vejkanten på ruten. Om det er tilfældigt, eller om de har en mulig relation til forbrydelsen, er dog ikke til at sige på nuværende tidspunkt.

Hvem der står bag de målrettede stenkast, er det svenske politi heller ikke sikker på. Det kan være en person, det kan være en gruppe. Det kan politiet ikke slå fast.

Det er primært danske biler, der er blevet ramt af sten. Kun en håndfuld er svenske bilister, og motivet for at gå benhårdt efter de danske biler er også en gåde for det svenske politi.

»Det er meget svært at finde et motiv. Vi har aldrig haft stenkast på den her måde før. Der er ikke andet for end at fortsætte arbejdet,« siger Ewa Gun-Westford.

Og forhåbentlig finder det svenske politi snart frem til noget, for stenkastene bliver flere og flere:

»Bare i går (tirsdag, red.) har vi haft tre stenkast. Det er ikke stabilt, det tager til,« siger Ewa Gun-Westford.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at det svenske politi vil gøre alt, hvad de kan, for at finde frem til gerningsmanden eller gerningsmændene.

Derfor opfordrer Ewa Gun-Westford alle danske bilister, der bliver ramt af sten, til med det samme at holde ind til siden, blive der og anmelde det til politiet, så de kan komme ud og besigtige bilen og området.