Der blev torsdag registreret yderligere to stenkast på de svenske veje, oplyser talsmand for det svenske politi, Ewa Gun-Westford til B.T.

Det svenske medie Ystads Allehanda skrev ellers fredag formiddag, at der var tale om tre stenkast.

Men det er altså ‘kun’ to, understreger talskvinden, da der i det tredje tilfælde, omkring 22.30 tiden torsdag aften, formentlig blot var tale om et stenslag.

Det første stenkast fandt sted torsdag eftermiddag. Men der var – i modsætning til de foregående gange – tale om en svensker, som blev ramt. Der var tale om en lille skade.

Det andet tilfælde fandt sted ved 20.00 tiden torsdag aften nær Ystad.

Det betyder, at der nu har været over 100 stenkast i alt.

Det er på motorvej E65 på strækningen mellem Skurup og Ystad, at de danske biler er blevet ramt, og så har det tidligere været fremme, at der har været et enkelt tilfælde på E6.

E65 går mellem Malmø og Ystad og bruges af blandt andre danskere, som skal med færgen til Rønne, som afgår fra Ystad.

Svensk politi besluttede ved et møde  torsdag eftermiddag, at politiet fortsat vil være massivt til stede på E65, hvor stenkastene har fundet sted.

Politiet arbejder nu på at udforme en gerningsmandsprofil i jagten på gerningsmanden.