Der er nu gået næsten to måneder, hvor danskere er blevet angrebet med sten og andre genstande på vej til og fra Ystad, mens svenskerne har forsøgt at løse mysteriet.
Men på trods af massiv tilstedeværelse på E65 og en for offentligheden hemmelig efterforskning, render en eller flere gerningsmænd stadig rundt.
Det fik forleden dag den danske rigmand Magnus Kjøller til at stille sig frem og udlove en dusør:
»Jeg kan jo ikke lege politibetjent eller stille mig ved vejkanten og vente på gerningsmanden. Men jeg kan udlove en dusør på 10.000 svenske kroner for informationer, der kan lede til anholdelse af dem eller de, der angriber danskerne,« fortæller han.
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.
Selv er Magnus Kjøller bosiddende i Dubai, men med bornholmske aner følte han en trang til at tilbyde sin hjælp.
Og han er ikke den eneste.
Flere andre er nemlig nu kommet til, og samlet set er der nu en dusør på intet mindre end 35.000 svenske kroner på højkant.
Først var det bornholmske Holger Brandt Kofoed, der overfor TV 2 Bornholm kunne fortælle, at han nu var så opsat på at få stoppet de mange stenangreb, at der fra hans side blev udlovet yderligere dusør på 20.000 svenske kroner.

»Jeg synes, det er ringe, at man smadrer biler. Det går ud over bornholmere. Jeg håber de fanger dem. Det her er det eneste, jeg kan gøre for at hjælpe,« sagde Holger Brandt Kofoed i den forbindelse til lokalmediet.
Og nu er der så også hjælp fra svensk side.
En kvindelig kunstner fra Ystad, der ønsker at være anonym, oplyser nemlig til lokalmediet Ystads Allehanda, at hun lægger 5.000 kroner oveni puljen.
»Først og fremmest vil jeg have stoppet denne fuldkomne hensynsløshed. Derudover har jeg mange kunder fra Danmark, og jeg er oprigtigt nervøs for, at det skal ramme nogle af dem, som jeg byder indenfor, og som kører på strækningen udelukkende for at komme til mig,« siger hun til Ystads Allehanda.
I alt har 117 danskere anmeldt angrebene, der primært har fundet sted på E65 mellem Skurup og Ystad.
Det er dog en uge siden, at svensk politi registrerede det seneste angreb