Har et par i årevis sexmisbrugt, mishandlet og begået vold mod et eller flere af deres tilsammen fire børn?
Eller er de yderst alvorlige anklager om grusomme seksuelle overgreb og årelange ydmygelser og fornedrelser af snart sagt enhver art resultatet af børnenes eventuelle vrangforestillinger om, hvad de har måttet gennemleve i deres barndom?
Det skal Vestre Landsret nu tage stilling til i den såkaldte Vejen-sag, hvor et samlevende par – en kvinde og en mand i begyndelsen af 60'erne – i april ved Retten i Esbjerg blev henholdsvis pure frifundet og idømt fire års fængsel.
En afgørelse, anklagemyndigheden ankede for begges vedkommende.
I byretten valgte manden at modtage sin dom på stedet, selv om nævningetinget netop havde kendt ham skyldig og idømt ham fire års fængsel.
Han var da også 'kun' blevet kendt skyldig og dømt i ét ud af i alt 17 alvorlige anklagepunkter. De 16 øvrige blev han frifundet for.
Anklageskriftet, som er på i alt 11 sider, omhandler i detaljer ekstremt voldelige og perverterede overgreb på de dengang mindreårige børn.
Fysisk tvang, pisk, slag, knivkast med børnene som mål, kværkning, simuleret drukning samt trusler om blandt andet drab på ofret selv eller på en af de andre søskende, hvis der blev sladret om, hvad der foregik inden for hjemmets fire vægge, var ifølge tiltalen en del af dagens orden i den stærkt dysfunktionelle familie.
Det næstyngste af ofrene, en pige, var på gerningstidspunktet kun fire år gammel. Hun er den, som parret ifølge anklageskriftet udsatte for størstedelen af overgrebene, der angiveligt fandt sted over en periode på cirka seks år fra 1987 og frem.
Alt i anklageskriftet, som involverer denne pige, blev de tiltalte dog frikendt for ved Retten i Esbjerg på grund af manglende beviser.
Det forhold, som den nu dømte sydjyske mand er kendt skyldig i, handler om gentagne fuldbyrdede voldtægter af hans steddatter. Pigen, som i dag er en kvinde midt i 30'erne, var kun seks år på gerningstidspunktet.
Ifølge skyldkendelsen i byretten fandt overgrebene mod hende sted over en syv måneder lang periode mellem december 1990 og juli 1991.
Det er denne kvinde, som i august 2017 efter mange års tavshed valgte at gå til politiet og anmelde, hvad hun og hendes søskende havde gennemlevet af uhyrligheder i deres tidlige barndom.
Og hun er altså også den eneste, som, i al fald indtil videre, har fået rettens ord for, at hun er et offer og har været udsat for blandt andet seksuelle overgreb.
Når strafudmålingen til den dømte stedfar ikke blev mere end fire års fængsel i byretten, skyldes det, at strafniveauerne for denne form for kriminalitet på gerningstidspunktet var betydeligt lavere, end de er i dag.
Og der kan efter dansk lov ikke idømmes en sanktion, som er hårdere end den, der var gældende på gerningstidspunktet.
De forurettede er i dag alle i 30'erne.
Den tiltalte mand er stedfar til de to ældste af børnene og biologisk far til de to yngste.
Både han og hans tre år yngre samlever, som er mor til alle fire, har hele tiden nægtet sig skyldig.
Landsretten behandler sagen mod parret med begyndelse på mandag.
Der er afsat op mod 10 retsdage.



