Skyldig. Og ikke skyldig.
Sådan lyder et nævningeting ved Retten i Esbjergs afgørelse i en rædselssag mod en 63-årig mand og hans 60-årige samlever fra Vejen.
Den 60-årige kvinde frifindes på samtlige punkter. Den 63-årige er kendt skyldig i et punkt, som omhandler meget alvorlig kriminalitet. Nemlig gentagne voldtægter og vold mod den næstældste af de forurettede.
Han er frifundet i 16 af de i alt 17 punkter i anklageskriftet. Parret har gennem nu syv retsmøder siddet på anklagebænken i den opsigtsvækkende sag, hvor de er tiltalt for at have voldtaget og på andre måder forgrebet sig seksuelt på deres fire dengang mindreårige børn samt udsat dem for perverteret vold og trusler.
Ifølge tiltalen stod mareridtet for børnene på over en seks til syv år lang periode begyndende i 1987.
Det 17 punkter og 11 sider lange anklageskrift rummer detaljer om overgreb vaginalt, analt og oralt, fysisk tvang, pisk, slag, spark, knivkast med børnene som mål, kværkning, simuleret drukning, afbrænding med cigaretter, tvunget samkvem med en hund samt trusler om blandt andet drab på en af de andre søskende, hvis der blev sladret om, hvad der foregik i hjemmet.
De forurettede, som i dag er mellem 30 og 35 år, har i sagsforløbet alle afgivet forklaring for lukkede døre.
Den 60-årige tiltalte kvinde er mor til alle fire forurettede. Den 63-årige er stedfar til de to ældste og biologisk far til de to yngste.
De har begge hele tiden nægtet sig skyldig i alle anklager.
Under afhøringerne har de derimod forklaret, at politianmeldelsen, der blev indgivet mod dem i august 2017 af den næstældste af børnene, en i dag 34-årig kvinde, udelukkende er sket som hævn, fordi hun lige fra barnsben aldrig har brudt sig om sin stedfar.
Hun er den af de fire børn, som hendes stedfar nu er kendt skyldig i at have forgrebet sig på. Det skete ifølge kendelsen over en halvt år lang periode fra december 1990 til juli 1991. Pigen var seks år på gerningstidspunktet.
Efter retsformand Lisbeth Christensen kort efter klokken 9 læste skyldkendelsen op, skal anklager og forsvarer nu procedere den straf, de mener, den 63-årige mand skal have.
En væsentlig del af forklaringen på, at den tiltalte kvinde pure frifindes og hendes samlever frifindes i 16 af 17 punkter, er ifølge retsformanden, at forklaringerne fra de forurettede på en del områder ikke stemmer overens. Ligesom det tidsmæssige aspekt har indflydelse på kendelsen. De påståede overgreb fandt sted for mellem 25 og 30 år siden.
Der falder dom mod den 63-årige senere i dag.



