»Det er et spørgsmål om tid, før det går alvorligt galt. For det gør det. Det ender galt. Det har vi jo set flere eksempler på, og jeg frygter, at de en dag rammer mine børn.«

Sådan lyder det fra Niels Horn, der tirsdag middag, var omkring en meter fra at blive ramt af en såkaldt vanvidsbilist i en stor, sort BMW på Vesterbro i København.

Sagen er meldt til politiet, men Niels Horn efterlyser i Facebook-gruppen 'Det sker på Vesterbro' nu to kvinder, som, han mener, er vidner i sagen.

»Jeg står bedre, hvis jeg har vidner, for når jeg nu har anmeldt ham, er det bare ord mod ord, og det kommer jeg ikke så langt med, for jeg håber, at ham her får frataget sit kørekort og sin bil,« siger 51-årige Niels Horn.

Klokken var omkring 13.00, da Niels Horn er ude og lufte hunden Holly, der er en blanding af en dansk-svensk gårdhund og en beagle. De går ned af Haderslevsgade, hvor Niels Horn bor sammen med sine to børn på 17 og 14 år.

Da de skal krydse Ny Carlsberg Vej, er det pludselig tæt på at gå alt.

»Jeg kigger til venstre, for nede omkring krydset ved Ny Carlsberg Vej og Sønder Boulevard kan jeg høre en bil gasse voldsomt op, og en stor, sort BMW X5 kommer kørende lige mod mig,« siger Niels Horn og fortsætter:

»Jeg tænker, hold da op, han når da her op, inden jeg når over.«

Niels Horn får med fagter signaleret, at manden i den sorte BMW skal sænke farten, men det får mod Niels Horns forventning stik modsatte effekt:

»Idet han ser det, så gasser han mere og begynder at dreje over mod mig. Her er han omkring halvtreds meter fra mig. Så jeg skynder mig over vejen, og da han farer forbi mig, er han omkring en meter fra mig og min hund,« siger Niels Horn.

Ifølge Niels Horn overværede to kvinder episoden, og det er dem, som han nu er ude og efterlyse.

»Den ene var en kvinde på cykel med en pakke på bagagebæreret. Hun var hurtig og fik taget nummerpladen. Den anden var en kvinde med en barnevogn. Dem vil jeg rigtig gerne tale med.«

Ifølge Niels Horn har flere nye vidner dog meldt sig, efter at have læst hans efterlysning på Facebook. Ifølge Niels Horn har et vidne set, hvordan den sorte BMW kørte omkring 100 kilometer i timen over for rødt, ved netop det kryds, hvor Niels Horn først blev opmærksom på bilisten.

De to kvinder, som Niels Horn rigtig gerne vil i kontakt med, har dog ikke meldt sig endnu, men han håber virkelig, de snart giver lyd fra sig, for han har fået nok af vanvidskørslen på Vesterbro.

»Jeg oplever det tit her i området, at folk kører hensynsløst. Det er de samme dudes, som fyrer den af her i området, laver hjulspin og kører så væk igen,« siger Niels Horn, der har oplevet det som et stigende problem over de seneste ti år.

Særligt omkring Enghave Plads, Haderslevgade, Istedgade og Sønder Boulevard mener Niels Horn, at det er slemt.

Han mener også, at det er den samme gruppe af unge mænd i tyverne og trediverne, der gang på gang kører vanvidskørsel.

»Det er typisk de unge fyre, der hænger ud omkring kioskerne i området. Ofte i BMW'er eller Audi'er. De er egentlig ikke nogle hårde typer eller rockertyper, bare nogle unge mennesker, som går for meget op i kubik og biler, og jeg tror bare ikke, de har vurderet omfanget af den fare, de skaber,« siger Niels Horn.