Han nægter sig skyldig i sigtelsen. Den sigtelse, der beskriver, hvordan han en julieftermiddag åbnede ild i Field's, dræbte tre mennesker og sårede yderligere syv.

Han erkender dog dele af de faktiske forhold. Altså det, der skete. Han husker bare ikke det hele.

Torsdag skulle en dommer ved Københavns Byret tage stilling til, om den 22-årige mand, der er mistænkt for masseskyderiet i Field's, skulle forblive fængslet.

Trods protester fra forsvareren foregik retsmødet – den såkaldte fristforlængelse – for åbne døre.

Derfor fik offentligheden for første gang indblik i detaljer fra den massive efterforskning, politiet har foretaget siden det dødelige skyderi 3. juli.

Den 22-årige mistænkte blev anholdt umiddelbart efter masseskyderiet. Anholdelsen fandt sted ikke langt fra shoppingcentret. Her stod den bevæbnede 22-årige og talte i telefon, da fire betjente tog sigte på ham.

»Læg dig,« råbte en af politibetjentene.

»Læg geværet,« lød det så.

Dagen efter blev den 22-årige fremstillet i grundlovsforhør, hvor dørene hurtigt blev lukkede for offentligheden.

Den formodede gerningsmand lagde forud for masseskyderiet flere videoer op, hvor han poserede med våben.
Den formodede gerningsmand lagde forud for masseskyderiet flere videoer op, hvor han poserede med våben.
Vis mere

Sagens detaljer har politiet altså i høj grad holdt for sig selv – indtil nu.

Under dagens fristforlængelse – det første retsmøde siden juli – kom det blandt andet frem, at den 22-årige allerede under en afhøring natten til 4. juli delvist erkendte sagens omstændigheder.

Han nægtede sig dog skyldig i manddrab og drabsforsøg. Og det gør han stadig.

I retten kom det ligeledes frem, at politiet under en ransagning i den sigtedes lejlighed har gjort flere fund, der peger i retning af, at skyderiet skulle være planlagt.

Heriblandt dokumenter, som skulle være skrevet af den 22-årige.

Dokumenter, der beskriver, hvordan man skal sigte efter hoved og torso, holde øje med, hvor folk gemmer sig og skabe såkaldte kill zones.

Forsvarer Luise Høj forsøgte at få nedlagt et referatforbud, hvad angår netop de detaljer.

»Det er min opfattelse, at det er min klients sygdom, der taler, og jeg kan ikke se, det er nødvendigt, at det skal omtales offentligt,« sagde hun om dokumenterne.

Netop den 22-åriges sygdomsforløb og herunder kontakt med psykiatrien har været i fokus i medierne.

Hans mentale tilstand bliver med al sandsynlighed også et tema, når sagen kommer for retten. Her vil et af spørgsmålene være: Var han sindssyg i gerningsøjeblikket?

Et spørgsmål, som en mentalerklæring skal hjælpe med at besvare.

Anklager Søren Harbo forventer, at mentalerklæringen ligger klar i slutningen af november. Og så skulle anklageskriftet gerne være klar inden jul.

Hvornår sagen skal for retten, er endnu ikke besluttet.

Men torsdag formiddag besluttede en dommer altså, at den 22-årige indtil videre skal forblive varetægtsfængslet.

Dels på grund af sagens alvor. Dels af frygten for, at han på fri fod vil begå ny, ligeartet kriminalitet.

Det blev ligeledes besluttet, at den 22-årige fortsætter med at være varetægtsfængslet i surrogat. Det betyder i den 22-åriges tilfælde, at han ikke fysisk sidder i fængsel, men i stedet er indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.