Alt er som det plejer. Bilerne kører stadig på Ormslevvej. Der er hverken afspærringer, hunde eller politifolk at se.

På gaden kan man ikke mærke, at der i går fandt et knivstikkeri sted, som førte til drabet af en 18-årig mand. Men når man taler med folk, er der alligevel en utryghed plantet i dem.

B.T. Aarhus har besøgt området, hvor naboer udtrykker deres bekymring.

»Det er ikke særlig rart, når man har to små børn, der går i institution her. Man begynder at tænke på skoleindskrivning og overveje, om det er det rigtige område at bo i med børn,« siger Christina W. Christiansen

Episoden, der skaber utryghed skete omkring klokken 21.00 søndag aften, hvor Østjyllands Politi modtog et opkald omkring et knivstikkeri. Da politiet ankom til stedet, blev der ydet førstehjælp, men det 18-årige offers liv stod ikke til at redde. Politiet har anholdt to 19-årige mænd i sagen.

Christina W. Christiansen fortæller i den forbindelse, at det ikke er, fordi de generelt er utrygge. Men at der over det seneste år har fundet flere episoder og uroligheder sted. Blandt andet skyderi og en bevidst påkørsel.

Og det vækker bekymring at have købt hus, hvor der sker sådan nogle ting.

tip os
Ved du noget om sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til bem@e-mail.dk eller brug formularen herunder.

En anden nabo er 78-årige Else Nielsen. Hun har boet i samme lejlighed i 53 år. I en lejlighed, der er placeret lige ud til gerningsstedet.

Hun havde ikke hørt noget i går aftes, men klokken 23.30 banker det på hendes dør. Det er politiet, der vil spørge, om hun har set noget.

»Det havde jeg ikke. De fortalte ikke nærmere om, hvad der var sket, men de sagde bare, der var sket noget forfærdeligt,« siger Else Nielsen.

Hun havde dog hørt lidt larm og udrykning i går aftes, men det sker tit i området, og hun havde derfor ikke tænkt over det.

»Det er meget uhyggeligt. Det har ellers altid været et fredeligt sted at bo, men de senere år har der af og til været ballade, hvor politiet kører rundt,« siger hun.

Else Nielsen bor lige ud til gerningsstedet.
Else Nielsen bor lige ud til gerningsstedet.

Hun fortæller desuden, at politiet efterfølgende gik rundt i opgangen, hvor de bankede på og talte med naboer.

En anden nabo hører først om knivdrabet, da hun møder B.T. Aarhus i nærheden af gerningsstedet.

Men hun fortæller, at hun også har hørt om lignende episoder, der sker i området.

»Det er helt forfærdeligt. Jeg færdes ikke selv i området, hvor den slags er sket, om aftenen. Jeg ved, at Viby Torv har et ry for, at der sker nogle ting herude,« siger kvinden, der har ønsket at være anonym, til B.T. Aarhus.

Både Else Nielsen og den anonyme kvinder udtrykker dog, at de ikke oplever en generel utryghed i området.

B.T. Aarhus har desuden talt med skoleleder for Vestergårdsskolen, Dorthe K. Christensen, der ligger lige ved siden af gerningsstedet.

De skrev mandag morgen en besked ud til forældre og ansatte, hvori de forklarede, at de skulle være opmærksomme på, om der kom reaktioner fra børnene.

»Derudover er vi lige nødt til at vende, om det er noget, vi selv skal tage op med børnene, hvis der kommer reaktioner. Det kommer an på, hvor meget det fylder ved dem. Så det tager vi en temperatur på,« siger Dorthe K. Christensen.