En 40-årig kvinde lå søndag morgen død i en garage på Nørregade i Hadsund. Hurtigt blev en 28-årig mand anholdt og sigtet for både drab og påbegyndt partering, og da beskrivelsen af manden kom frem, gik det hurtigt op for et nabopar til gerningsstedet, hvem der var tale om.
»Vi havde håbet, at det ikke var ham, men da vi så læste beskrivelsen af ham, vidste vi godt, hvem det var. Han er altid pæn i tøjet og ligner en, der går op i sit udseende. Han kører også i en fin bil, og vi har flere gange mødt ham i gadebilledet om morgenen, når han skulle af sted,« fortæller manden, der ønsker at være anonym, til B.T.
»Det er lidt underligt, det hele. For som vi har hørt det, så har folk haft et okay indtryk af ham,« siger naboen, der kan se over til garagen, hvor kvinden lå myrdet og forsøgt parteret, da politiet ankom søndag morgen.
Ifølge politiet skulle manden og kvinden have mødt hinanden tilfældigt på værtshuset Jagthuset og kort efter forladt stedet sammen. Intet tyder derfor på, at de to skulle have en relation.
Kvinden har da umiddelbart heller ingen tilknytning til Hadsund og var ifølge politiet bosiddende i Viborg.
Nordjyllands Politi er lige nu i gang med at fastslå mandens og kvindens færden mellem tidspunktet, hvor de forlod værtshuset, til kl. 04.48, hvor den første patrulje ankommer til gerningsstedet. I den forbindelse søger de vidner, der kan hjælpe politiets efterforskning.
Den 28-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør søndag.
Her indledte senioranklageren grundlovsforhøret med at sigte den 28-årige for at have dræbt den 40-årige kvinde med en kniv, hvorefter den sigtede påbegyndte at partere kvinden, inden politiet ankom og foretog anholdelsen.
Politiet er mandag formiddag massivt til stede ved og omkring gerningsstedet, fortæller naboen. Blandt andet er man i gang med at undersøge mandens lejlighed.
Naboen til gerningsstedet på Nørregade i Hadsund fortæller, at der i øjeblikket er adskillige politibetjente og teknikere til stede på adressen.
»Vi havde regnet med, at de havde pakket sammen efter i går, men det ser bestemt ikke sådan ud lige nu. De arbejder stadig intensivt,« fortæller manden, hvis identitet er redaktionen bekendt.
Den 28-årige mand er varetægtsfængslet i fire uger og nægter sig skyldig i sigtelserne.