Nordjyllands Politi er massivt til stede ved gerningsstedet i Hadsund, efter en 28-årig mand søndag blev sigtet for at dræbe og partere en 40-årig kvinde. Det fortæller en beboer på Nørregade, der kan se over til gerningsstedet, til B.T.

»Her klokken 11.00 var der ankommet nogle store mandskabsvogne. Her har der været cirka ti betjente, som ankom. Så lige nu er der vel omkring 15 teknikere i alt og så en del betjente. Vi havde regnet med, at de havde pakket sammen efter i går, men det ser bestemt ikke sådan ud lige nu. De arbejder stadig intensivt,« fortæller manden, som ønsker at være anonym.

Ved du noget? Så tip os på 1929.

Nordjyllands Politi udsendte da også en pressemeddelelse mandag, hvor de fortalte, at de fortsat vil være massivt til stede ved gerningsstedet.

»Vores tekniske undersøgelser fortsætter i dag. Derfor vil man se meget politi i og omkring Hadsund i den kommende tid,« siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Den 28-årige mand var søndag stillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger. Manden, der i øvrigt også skal mentalundersøges, er sigtet for at have dræbt den 40-årige kvinde med en kniv og for usømmelig omgang med lig. Manden nægter sig skyldig i sigtelserne.

Nordjyllands Politi oplyser samtidig, at efterforskerne lige nu er i gang med at kortlægge både manden og kvindens færden. Det skal blandt andet sikres gennem videoovervågning, mens der også skal søges efter yderligere mulige vidner.

Derudover skal den sigtedes bolig samt garagen, der er gerningsstedet, ransages.

Politiets teknikere arbejder fortsat i Nørregade i Hadsund.
Politiets teknikere arbejder fortsat i Nørregade i Hadsund. Foto: Alarm112midtjylland.dk
Vis mere

»Vores arbejde består i at danne os et billede af forløbet før, under og efter hændelsen,« siger Frank Olsen, der også understreger, at det kan være et længere efterforskningsarbejde, inden man har stykket det fulde billede sammen.

Politiet oplyser samtidig, at der i øjeblikket foretages en lang række tekniske undersøgelser, mens også vidneforklaringer skal gennemgås.

»Alt, hvad vi finder af spor, skal undersøges,« understreger vicepolitiinspektøren i pressemeddelelsen.

Den 40-årige kvinde blev søndag aften identificeret og havde umiddelbart ingen tilknytning til Hadsund, men var bosiddende i Viborg ifølge politiet.

Den 28-årige mand blev anholdt kl. 04.51 søndag morgen i færd med noget, der kunne tyde på, at han ville partere liget i sin garage. Det fortalte Nordjyllands Politi til B.T. søndag.

»Jeg kan ikke sige så meget, andet end at der er nogle skader på liget, som kunne tyde på det (partering, red.) Men han er ikke kommet så langt med det,« sagde Niels Kronborg, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, til B.T.