Natten til torsdag er Fyns Politi blevet kaldt ud til en noget mystisk sag.
En stor sten er i nattens løb blevet efterladt midt i et større vejkryds i Odense.
Det skriver Fyns Politi på Twitter.
'Hvem savner en ikke helt lille sten, som i nattens løb er tabt i krydset Assensvej/Højmevej i Odense?' skriver ordensmagten efterfulgt af en tænkende smiley.
Og selvom politiet tilsyneladende ikke har kunnet blive klog på sagernes omstændighed, så viser billedet fra stedet, at politiet er til stede i krydset.
'Vi efterforsker naturligvis sagen sideløbende med, at vi samler kræfter til at få den af vejen – der er snart ryddet op!'
Det har ikke været muligt for B.T. at få yderligere kommentar fra Fyns Politi på, hvor stenen stammer fra. En ting er dog sikkert. Er stenen tidlige nytårsløjer, så er den af de mere farlige slags.
Assensvej er nemlig en hovedfærdselsåre ind i det sydvestlige Odense, hvor hastighedsgrænsen ligger på 60 kilometer i timen ved krydset med Højmevej.


