Brandvæsenet måtte natten til torsdag rykke ud til en villa i sydjyske Ny Nørup, hvor beboerne fik sig lidt af en natlig forskrækkelse.
Her var der tilsyneladende brand, for der var en kraftig røgudvikling.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi til B.T.
Alarmopkaldet kom klokken 01.09 natten til torsdag, og det var beboerne selv, der anmeldte branden.
Af samme årsag var alle kommet sikkert ud af bygningen, og ingen var kommet til skade.
Ifølge politiet var der undervejs ingen fare for, at ilden ville brede sig til nærliggende ejendomme i den lille by mellem Vejle og Billund.
Det vides endnu ikke, hvordan branden opstod.
Vagthavende ved Sydøstjyllands Politi oplyser, at man ikke har formodning om, at den skulle være påsat – men ifølge standardprocedurer skal det alligevel undersøges nærmere.



