Seks personer sidder i alt varetægtsfængslet i sagen om drabet på Frank Dan Nørgaard, der fandt sted på Djursland, ifølge politiet formentlig 14. juli.

Tirsdag forsøgte en af dem, en 23-årig mand, at blive løsladt fra sin varetægtsfængsling.

Men den gik ikke, da politiet fremlagde nye belastende beviser mod manden i form af et kodenavn.

En dommer ved retten i Randers vurderede, at manden fortsat vil kunne vanskeliggøre politiets efterforskning i sagen, hvis han løslades. I stedet for at kunne forlade retten på egen hånd blev han ført tilbage til fængslet.

Her skal han sammen med de fem andre sidde varetægtsfængslet i yderligere fire uger, oplyste dommeren.

Under retsmødet kom det frem, at politiet nu har identificeret et kodenavn i en videosamtale, som de fire af de sigtede har haft dagen før drabet på Frank Dan Nørgaard.

Det fremgår af retsbogen, som B.T. har fået aktindsigt i.

Tidligere er det kommet frem, at den 23-årige kvinde, der også er sigtet i sagen og for nylig blev varetægtsfængslet, havde en video på sin telefon.

Videoen er over en time lang.

Flere gange nævnes en person under navnet 'Lange', der har et jernrør.

Østjyllands Politi er nu af den opfattelse, at den person, der skjuler sig bag kodenavnet, er identisk med den sigtede 23-årige mand.

Men det er ikke det eneste.

Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland.
Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Angivelig har den 23-årige mand søgt på konkrete ting på internettet, der skulle passe sammen med tidspunktet for Frank Dan Nørgaards død. Søgninger skulle relatere sig til drabet

Hvad han præcist har søgt på, står hen i det uvisse.

Dommeren lægger vægt på, at den 23-årige mand tidligere har erkendt sin deltagelse i den konflikt, der skulle have udspillet sig mellem de sigtede og den dræbte.

Sammen med de nye beviser er der begrundet mistanke om, at han har deltaget i vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge.

Frank Dan Nørgaard Jørgensen forsvandt torsdag 14. juli. Det er fortsat politiets mistanke, at han denne julidag blev dræbt på en adresse i Nimtofte. Formentlig ved kvælning.

Den 23-årige fik en lille sejr med fra retten.

Politiet mener ikke længere, at han har været med til at brænde Frank Dan Nørgaards varebil af efter det formodede drab.

Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Vis mere

Da den 23-årige blev varetægtsfængslet 18. juli, fortalte hans forsvarsadvokat til grundlovsforhøret, at hans klient nægtede sig skyldig i de fleste af sigtelserne mod ham.

Han erkendte dog at have bortskaffet en tønde med aske og en nummerplade i forbindelse med afbrændingen af Frank Dan Nørgaard Jørgensens bil.

Under samme grundlovsforhør kom det frem, at det fundne lig var indpakket i plastik.

Næste gang de seks sigtede skal for en dommer, bliver 11. oktober.