»Koldblodig og udspekuleret.«

Sådan betegner en dansk topdirektør den fremgangsmåde, som en nu 54-årig mand, der er fængslet for Charlotte-drabet i Tisvildeleje, for få år siden udsatte ham for.

Den nu mordsigtede X havde på udspekuleret vis stjålet først direktørens brevpost og bagefter hans identitet.

Det udnyttede han ved hjælp af forfalskede betalingskort bagefter til bedrageri og dokumentfalsk i den helt store stil.

Regningerne bagefter for hans samlede kriminalitet løb op i over en halv million kroner.

X blev for en måned siden anholdt og varetægtsfængslet for drabet på lægen Charlotte Asperud i hendes hjem i Tisvildeleje. Ved grundlovsforhøret blev han beskyttet af et navneforbud og nægtede sig skyldig.

Men da han i efteråret 2013 i Københavns Byret var tiltalt for at have malket blandt andre topdirektøren, erkendte han samtlige godt 200 tiltalepunkter i det alenlange anklageskrift uden tøven.

Heriblandt at have stjålet direktørens identitet efter at have stjålet følsomme breve fra hans postkasse foran villaen i Charlottenlund.

»Jeg kendte ham slet ikke på forhånd, men har åbenbart bare været så uheldig, at jeg påkaldte mig hans interesse i forhold til at få misbrugt min identitet,« fortæller den 45-årige mand, der er direktør i et stort dansk rederi, til B.T.

»På en eller anden måde fandt han frem til mit cpr-nummer og brugte det til at få arrangeret, at min bank skulle sende et nyt Eurocard til mig. Samtidig lavede han en midlertidig adresseændring hos postvæsenet til det sted i Nordsjælland, hvor han selv boede på det tidspunkt. Herefter kørte han så en gang om ugen ned til Charlottenlund med min almindelige post, så jeg ikke fattede mistanke om, at han havde taget de følsomme breve fra,« forklarer direktøren, der ønsker at være anonym.

»Banken sendte ikke det nye kort og koden samtidig, men det opsnappede han jo ved at få al min post tilsendt. Det var meget koldblodigt og udspekuleret udført og bestemt ikke behageligt at være en del af,« tilføjer rederidirektøren.

X havde tidligere med et forfalsket kørekort i direktørens navn kunnet hæve store kontantbeløb på op til over 50.000 kr. i nordsjællandske bankfilialer. Med det forfalskede Eurocard i hånden gav han den i foråret 2013 ekstra gas.

Dels ved selv at hæve typisk 10.000 kr. ad gangen i hæveautomater og dels ved stort set dagligt i over en måned at bruge kortet til at betale for utallige varer. Stort set alt fra benzinregninger og daglige madindkøb til indkøb af elektronik og computerudstyr på nettet blev betalt i den misbrugte direktørs navn.

Selv burgerkøb på ned til 83,50 kr. hos McDonald's betalte X flere gange med det forfalskede kreditkort, fremgår det af dombogen fra Københavns Byret, som B.T. har nærstuderet.

»Der gik en måneds tid, inden jeg opdagede, hvad der foregik. Der kom en opringning fra Eurocard, der undrede sig over, at der var blevet hævet temmelig meget på kort tid på mit kort. Derfor blev kortet lukket, og jeg kunne til min overraskelse konstatere, at min post var blevet omdirigeret,« fortæller direktøren.

»Nu er jeg blevet bekendt med, at han er fængslet igen – om end det denne gang er i en betydeligt mere alvorlig sag. Det er rigtig kedeligt, at han er kommet så langt ud. Han havde jo et flot job tidligere og fine uddannelser. Det må være slået helt klik for ham, siden han har kunnet synke så dybt,« tilføjer den misbrugte rederidirektør.

Han har nu fået hemmelig adresse og er blevet meget opmærksom på, hvordan han håndterer papirer med personlige oplysninger.

»Jeg smider ikke længere mine følsomme papirer i skraldespanden, men tager dem med på arbejde, så de kan blive ordentligt makuleret,« siger direktøren.

Den nu 54-årige X blev ved tilståelsessagen i 2013 idømt to et halvt års fængsel, hvoraf de to år blev gjort betinget.

X har netop fået sin varetægtsfængsling i drabssagen forlænget. Det skete frivilligt – altså uden at der blev afholdt et egentligt retsmøde ved Retten i Helsingør, hvor han for godt en måned siden blev fængslet ved et grundlovsforhør.

Den 54-årige mand, der er fængslet for drabet på den 58-årige læge Charlotte Asperud i hendes hjem i Tisvildeleje, har tidligere lavet stribevis af indbrud i Nordsjælland – blandt andet ganske tæt på gerningsstedet for drabet.
Den 54-årige mand, der er fængslet for drabet på den 58-årige læge Charlotte Asperud i hendes hjem i Tisvildeleje, har tidligere lavet stribevis af indbrud i Nordsjælland – blandt andet ganske tæt på gerningsstedet for drabet. Foto: Privatfoto/Nordsjællandspoliti
Vis mere

Han er sigtet for både hjemmerøveri og manddrab på lægen Charlotte Asperud i hendes hjem i Tisvildeleje ved 2.45-tiden natten til 30. april.

Politiets teknikere har med maksimal sikkerhed konstateret, at hans dna var afsat på den forslåede kvindes krop.

Hun fik 19-20 slag i hovedet med en stump genstand, og ifølge anklagemyndigheden kan der have været tale om et koben.

Hos den 54-årige er der efter anholdelsen fundet et koben. Det undersøges nu uhyre grundigt for at fastslå, om det er gerningsvåbnet.