Et superstærkt dna-bevis belaster den 54-årige mand, der forleden blev fængslet på mordet på lægen Charlotte Asperud i Tisvildeleje.

Politiets teknikere har nemlig med maksimal sikkerhed konstateret, at hans dna var afsat på den forslåede kvindes krop.

Det kan B.T. oplyse efter at have fået adgang til retsbogen fra det lukkede grundlovsforhør fra Retten i Helsingør.

Her blev den 54-årige mand 14. maj stillet for en dommer, fordi Nordsjællands Politi ønskede at få ham varetægtsfængslet.

Det ønske imødekom retsassessor Allan Gaardbo, som vurderede, at der var 'begrundet mistanke' om, at den anholdte mand havde gjort sig skyldig i både hjemmerøveri og manddrab ved at bryde ind i den 58-årige Charlotte Asperuds private hjem i Tisvildeleje natten til 30. april ved 2.45-tiden og i den forbindelse slå hende ihjel.

Den 54-årige mand, der er beskyttet af navneforbud, nægter sig skyldig. Han ønskede ikke at udtale sig i grundlovsforhøret.

Retsmødet blev på anklagerens ønske holdt bag lukkede døre – altså uden at pressen eller andre tilhørere måtte være til stede i retslokalet.

Derfor har det efterfølgende været ukendt, hvad politiets stærke mistanke mod den 54-årige mand byggede på.

Af retsbogens åbne del om fængslingskendelsen fra grundlovsforhøret fremgår det imidlertid, at det navnlig har været et særdeles solidt dna-bevis mod manden, som overbeviste dommeren om, den 54-årige skulle varetægtsfængsles.

Ved minutiøse, kriminaltekniske undersøgelser af gerningsstedet på Aspevej 3 i Tisvildeleje og af Charlotte Asperuds krop har efterforskerne fået fastslået, at der på hendes krop er fundet dna, altså bittesmå biologiske spor af eksempelvis sved, blod eller sæd, som med den størst mulige sikkerhed stammer fra den sigtede.

Ifølge retsgenetikerne havde dna-sporet et sammenfald med den 54-åriges dna, der gør det 1.000.000 gange mere sandsynligt, at dna'et stammer fra ham end fra en tilfældig anden person.

Større sikkerhed opererer man ikke med i dansk retsgenetik.

Politiet havde i forvejen registreret den 54-åriges unikke dna-profil, fordi han tidligere har været anholdt og dømt i en række sager. Ifølge B.T.s oplysninger især for indbrudskriminalitet i private hjem.

Charlotte Asperud blev overfaldet i sit hjem i Tisvildeleje, mens hun lå og sov. Lægen døde af sine kvæstelser fra det voldelige overfald knap et døgn senere.
Charlotte Asperud blev overfaldet i sit hjem i Tisvildeleje, mens hun lå og sov. Lægen døde af sine kvæstelser fra det voldelige overfald knap et døgn senere. Foto: Privatfoto/Nordsjællandspoliti/Ritzau Scanpix (arkiv)
Vis mere

Ifølge politiets sigtelse var det den 54-åriges hensigt at bryde ind i den 58-årige læges private hjem for ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at aftvinge hende værdier.

Men noget gik ifølge anklagemyndigheden af uvisse årsager galt under forbrydelsen, og han fik ingen værdier med sig fra boligen.

I stedet tæskede han angiveligt sit kvindelige offer voldsomt.

Hun fik 19-20 slag i hovedet med en stump genstand, og ifølge anklagemyndigheden kan der have været tale om et koben.

Hos den 54-årige er der efter anholdelsen fundet et koben. Det undersøges nu uhyre grundigt for at fastslå, om det er gerningsvåbnet.

Som led i efterforskningen valgte Nordsjællands Politi meget usædvanligt kort efter det voldsomme drab at frigive en lydfil fra overfaldet.

Politiet har ikke ønsket at fortælle, hvor lydfilen stammede fra. På optagelsen kan man høre en mand, der gentagne gange råber 'læg dig ned!'.