En 54-årig mand fængsles i fire uger for at dræbe læge i Tisvildeleje. Hun blev tæsket til døde 30. april.

Natten til 30. april blev læge Charlotte Asperud overfaldet og slået ihjel i sit hjem i Tisvildeleje, mens hun sov.

Tirsdag besluttede dommer Allan Gaardbo ved Retten i Helsingør at varetægtsfængsle en 54-årig mand i sagen.

Han er sigtet for drab og for at have forsøgt at røve den 58-årige læge. Noget gik ifølge anklagemyndigheden af uvisse årsager galt under forbrydelsen, og han fik ingen værdier med sig fra boligen.

I stedet tæskede han angiveligt lægen voldsomt. Hun fik 19-20 slag i hovedet med en stump genstand, og ifølge anklagemyndigheden kan der have været tale om et koben.

Efter knap et døgn døde Charlotte Asperud af sine kvæstelser.

Den 54-årige mand er derfor både sigtet for røveriforsøg og manddrab.

Han nægter sig skyldig i begge sigtelser, oplyser hans forsvarer. Manden, der har adresse i Hørsholm, ønskede tirsdag formiddag ikke at udtale sig om sagen i retten.

Heller ikke til politiet har han ønsket at udtale sig, efter at han blev anholdt mandag klokken 13.12.

I retten tirsdag formiddag var han iklædt sorte jeans og en hvid, kortærmet polotrøje med lyslilla krave og logo hen over brystet.

Han er ubarberet, og hans hår er tyndt på toppen.

Hvad anklagemyndigheden fremlagde af beviser under grundlovsforhøret, er uvist. Senioranklager Bente Schnack anmodede om lukkede døre, da politiets efterforskning ifølge hende stadig er på et tidligt stadie.

Trods protester fra pressen valgte dommer Allan Gaardbo at efterkomme ønsket fra senioranklageren.

- I en sag af denne karakter og på dette tidlige stadie anses det for skadeligt for efterforskningen, hvis dørene er åbne, sagde han.

At dørene lukkes, betyder, at pressen og øvrige tilhørere skal forlade lokalet, efter at sigtelsen er læst op.

Det er således uvist, hvad der har ledt op til, at politiet mener, at den 54-årige står bag den voldsomme forbrydelse.

Dommer Allan Gaardbo valgte på baggrund af bevisførelsen i retten at varetægtsfængsle manden i fire uger.

- Der er fundet en begrundet mistanke for, at han har gjort sig skyldig i de punkter, han sigtes for, siger han.

Ifølge dommeren overvejer den sigtede mand, om han vil kære beslutningen om fængsling til landsretten.

Anholdelsen af den 54-årige mand skete, en uge efter at politiet noget usædvanligt valgte at frigive en lydfil fra overfaldet.

Politiet har ikke ønsket at fortælle, hvor lydfilen stammer fra. På optagelsen kan man høre en mand, der gentagne gange råber "Læg dig ned!".

Efterfølgende har politiet modtaget flere tip fra borgere, der mente at genkende stemmen. Det er uvist, om disse henvendelser har haft en betydning for, at politiet fokuserer på den pågældende mand.

/ritzau/