To års fængsel.

Sådan lød dommen i 2016 til den nu 54-årige mand, der for en uge siden blev anholdt og varetægtsfængslet for mordet på den 58-årige læge Charlotte Asperud i Tisvildeleje.

Ved retssagen i efteråret 2016 tilstod han uden tøven især en halv snes indbrud i nordsjællandske sommerhuse i månederne april og maj samme år.

Et af gerningsstederne var bemærkelsesværdigt nok i et andet hus i Tisvildeleje - kun godt en kilometer fra Charlotte Asperuds hjem på Aspevej.

Her blev hun ifølge politiets sigtelse myrdet af den 54-årige under et mislykket hjemmerøveri, efter at han havde brudt et vindue op i den enlige, sovende kvindes hjem midt om natten.

En offentliggjort lydfil vidner om, at gerningmanden lige efter indbruddet med magt tvang Charlotte Asperud ned at ligge på maven, inden han ifølge politiet dræbte hende med 19-20 slag i hovedet med en stump genstand - formentlig et koben.

Ved indbrudstyveriet på den nærliggende adresse i Tisvildeleje i maj 2016 brød den nu mordsigtede hængslerne til en garage op og stjal en række havemaskiner. Den samlede værdi blev opgjort til godt 12.000 kr.

Af dombogen fra tilståelsessagen, som B.T. har fået adgang til, fremgår det, at den nu 54-årige ved de talrige indbrud i de nordsjællandske byer især gik efter let omsættelige tyvekoster som møbler, fladskærme og computere.

Særligt eftertragtede designerstole som Wegners Y-stole og Arne Jacobsens 7'er-stole faldt tilsyneladende i hans smag.

Men også golfkøller og sølvtøj blev stjålet under indbruddene i Vejby, Gilleleje, Hornbæk, Græsted, Dronningmølle, Smidstrup og Tisvildeleje.

I et par tilfælde lod han sig desuden friste til også at stjæle madvarer og en flaske gin.

Den 56-årige mand, der er tiltalt for drabet på Charlotte Asperud i hendes hjem i Tisvildeleje, har tidligere lavet stribevis af indbrud i Nordsjælland – blandt andet ganske tæt på gerningsstedet for drabet.
Den 56-årige mand, der er tiltalt for drabet på Charlotte Asperud i hendes hjem i Tisvildeleje, har tidligere lavet stribevis af indbrud i Nordsjælland – blandt andet ganske tæt på gerningsstedet for drabet. Foto: Privatfoto/Nordsjællandspoliti
Vis mere

Indbrudstyverierne fandt sted efter en kraftig social nedtur og skilsmisse i årene før. Kombineret med et misbrug af kokain og amfetamin udløste det før tilståelsessagen i 2016 tre forudgående domme med samlet to et halvt års fængsel som resultat.

Over for dommeren i retten oplyste den nu 54-årige i 2016, at han efter sin prøveløsladelse året før havde brug for noget arbejde og havde boet hos sin mor.

»Jeg kan bo hos hende igen, når jeg kommer ud. Jeg har et godt forhold til min mor, og det har fungeret fint at bo hos hende,« forklarede han i retten.

Den 54-årige mand nægter sig skyldig i drabet på Charlotte Asperud, men som B.T. forleden kunne afsløre, belastes han blandt andet af et superstærkt dna-bevis.

Ved minutiøse, kriminaltekniske undersøgelser af gerningsstedet på Aspevej 3 i Tisvildeleje og af Charlotte Asperuds krop har efterforskerne fået fastslået, at der på drabsofferet er fundet dna - altså bittesmå biologiske spor af eksempelvis sved, blod eller sæd - som med den størst mulige sikkerhed stammer fra den sigtede.

Ifølge retsgenetikerne havde dna-sporet et sammenfald med den 54-åriges dna, der gør det 1.000.000 gange mere sandsynligt, at dna-materialet stammer fra ham end fra en tilfældig anden person.

Større sikkerhed opererer man ikke med i dansk retsgenetik.