De var en tydeligt berørt mor til to børn, som torsdag formiddag tog plads i vidneskranken i Retten i Aarhus i en voldsom sag mod faren om mishandling af børnene og seksuel krænkelse af datteren.

Flere gange under afhøringen brød hun i gråd, mens hun tegnede et billede af en meget manipulerende far og eksmand, som igennem årene ikke kun har udsat børnene for fysisk og psykisk vold, men også hende selv.

»Han var en tikkende bombe, der kunne eksplodere når som helst,« lød det fra kvinden, inden hun fortsatte:

»Han var voldsom mange, mange gange, og han har også været voldsom over for mig mange gange.«

Imens de var gift, oplevede hun flere gange, at han slog datteren, der på daværende tidspunkt ikke var særlig gammel, i numsen og var voldsom mod dem begge.

Det var også derfor, hun i 2015 i forbindelse med skilsmissen fra ham endte med at flygte fra hjemmet og tage på krisecenter.

Specialanklager Toni Lie Schorpen spurgte moren, hvorfor hun tog på krisecenter.

»Fordi jeg blev udsat for vold – både psykisk, økonomisk og fysisk.«

»Det var ikke muligt at snakke om det stille og roligt. Det blev decideret farligt,« lød det fra hende i retten.

Hun fortalte blandt andet om en episode i vinteren 2014/2015, hvor hun forsøgte at sige til ham, at hun ville skilles. Det endte med, at han slæbte hende udenfor i strømpesokker og låste hende ude.

»Jeg var bange for ham. Det endte med, at jeg stod og tiggede udenfor og sagde undskyld, uden at jeg mente det,« fortalte hun.

Få meter fra hende sad eksmanden under hendes vidneforklaring og lyttede med. Han kiggede mest ned i sine noter og papirer, men enkelte gange kiggede han også på hende, mens han rystede på hovedet.

Han er tiltalt for en række voldelige forhold mod børnene i en længere periode frem til 6. april i år på hans bopæl i Aarhus.

Derudover er han tiltalt for at have tungekysset datteren flere gange, der på daværende tidspunkt var under ti år gammel, mens han har gnedet sin krop mod hende.

Forhold, som moren anmeldte ham for 14. april i år, da hun efter påske i år fik den dengang seksårige søn hjem gul og blå i hovedet efter samvær med faren.

Først lød det fra børnene, at det var et cykelstyrt, som faren også har forklaret, men da moren spurgte sønnen nærmere ind til, hvad der var sket, kom han med en helt anden forklaring på mærkerne og bulerne.

»Han siger, at han måske også er faldet på cyklen, men at han ikke har slået sig i ansigtet, og det ikke er derfor, han har de mærker, men at hans far har sagt, at han skulle sige, det var det, som er sket,« forklarede hun og fortsatte:

»Han siger, at far har bokset ham flere gange hovedet,« forklarede ekskonen videre, mens hun med sin hånd illustrerede, at det var sket med en knytnæve hånd direkte i ansigtet.

Senere fortalte datteren, at faren også har tungekysset hende og gnedet sin næsten nøgne krop mod hendes.

Faren nægter sig skyldig i alle anklagerne.

Han forklarede tirsdag, at han mener, at hans ekskone har manipuleret børnene til at komme med anklagerne, for at hun kan få den fulde forældremyndighed.

Sideløbende med denne sag har de nemlig også en anden sag kørende, hvor han har lagt sag an mod hende for at få mere samvær med børnene.

Ekskonen fortalte i retten, at hun igennem årerne flere gange har forsøgt at anmelde eksmanden til Socialforvaltningen, men at de hver gang har oplyst hende, at det ikke er klogt at optrappe en konflikt, der ikke er beviser for.

Derfor har faren indtil april i år fortsat haft samvær med børnene.

Forventningen er, at der falder dom i sagen torsdag eftermiddag.

B.T. Aarhus følger sagen.