Havde én af de to betjente bare taget i dørhåndtaget og kigget ind på badeværelset, havde alt formentlig set anderledes ud i dag.

Så havde de set ham. Fundet ham. Marcus, den 14-årige dreng, der livløs, stiv i kroppen og kridhvid i ansigtet lå hjælpeløs på badeværelsesgulvet.

Men det gjorde de ikke.

De to betjente fra Københavns Politi undersøgte aldrig badeværelset i den lejlighed på Østerbro, de var sendt ud til. De kiggede i de tre andre værelser, og så kørte de igen.

Tragedien, der fulgte i timerne efter, blev aldrig afværget, og da døgnet skiftede fra 10. til 11. marts 2018, var to unge mennesker døde.

Først Marcus Elias Andersen og senere Liv Luna Halle Preisler.

Omstændighederne for den skæbnesvangre aften kommer vi tilbage til.

Betjente 'går fri'

Først skal den seneste udvikling i sagen – i det, der i B.T. blev kendt som ‘Dødslejligheden’ – belyses.

Liv og Marcus - her på Snapchat - var kærester, og de var stort set sammen hver eneste dag op til deres død. I dag ligger Marcus begravet på Vestre Kirkegård i København. Ved siden af Marcus' grav har Livs far fået opstillet en mindesten for Liv.
Liv og Marcus - her på Snapchat - var kærester, og de var stort set sammen hver eneste dag op til deres død. I dag ligger Marcus begravet på Vestre Kirkegård i København. Ved siden af Marcus' grav har Livs far fået opstillet en mindesten for Liv.
Vis mere

Der er nemlig truffet afgørelse i den omfattende klagesag mod Københavns Politi, der blev rejst den 22. august 2018.

Klagen indeholdt fem kritikpunkter, hvoraf første punkt omhandlede de to betjentes ageren i lejligheden den 10. marts.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) åbnede en efterforskning og behandlede sagen som mulig tjenesteforsømmelse.

Nu, små to år senere, har DUP truffet en afgørelse:

»Efter en samlet vurdering er der efter Politiklagemyndighedens opfattelse ikke grundlag for at fortsætte efterforskningen mod politiassistent X (navn beskyttet, red.) og politibetjent Y,« står der i afgørelsen.

Vurderingen fra DUP er sendt videre til Statsadvokaten i København, der har kompetencerne til enten at frafalde sigtelserne eller rejse tiltale mod de to betjente.

Heller ikke her har man fundet grundlag for at fortsætte efterforskningen, og dermed får det ingen konsekvenser for de to betjente, der overså den døende dreng på badeværelsesgulvet.

»Jeg synes, det er chokerende. Og jeg blev virkelig vred, ked af det og frustreret, da jeg hørte deres afgørelse. Det gør ondt. Jeg synes ikke, at politiet har gjort deres arbejde. Havde de det, kunne de have reddet to unge menneskers liv den aften,« siger Tanja Andersen, der er mor til Marcus.

Familie og venner fortæller, at Marcus var en livsglad og positiv dreng.
Familie og venner fortæller, at Marcus var en livsglad og positiv dreng.
Vis mere

Dårlige odds

Tanja Andersen har via sin advokat påklaget Statsadvokatens afgørelse til Rigsadvokaten, og dermed kan afgørelsen stadig blive omgjort.

Statistikkerne er dog ikke med Tanja Andersen. Det er yderst sjældent, at Rigsadvokaten går imod Statsadvokatens afgørelse.

I DUP's seneste årsberetning fremgår det, at 36 af Statsadvokatens afgørelser blev påklaget til Rigsadvokaten i 2019, men at afgørelsen kun i én sag blev omgjort. To af sagerne er stadig verserende.

Virkede 'sløv og snøvlende'

Politiets involvering i den tragiske sag begyndte kl. 22.15 fredag den 10. marts, da en patruljevogn med to betjente blev sendt ud til en lejlighed på Østerbro.

De var der for at hente en dreng, der var blevet meldt savnet af sin far.

Lejligheden – og den 40-årige kvinde, der boede der – var kendt af politiet, og der var op til 10. marts udfærdiget flere socialrapporter om stedet og de ting, der foregik i lejligheden.

Da kvinden åbnede døren, skønnede de to betjente, at hun var påvirket af medicin eller euforiserende stoffer. I politiets rapport, som B.T. senere fik adgang til, står der, at hun fremstod både 'sløv og snøvlende'.

Ifølge betjentene var lejligheden 'ulækker', og på bordet stod der halvtomme vodkaflasker, imens der på gulvet stod en spand med bræk i.

Det var i en lejlighed i denne opgang på Østerbro, at de to teenagere mistede livet.
Det var i en lejlighed i denne opgang på Østerbro, at de to teenagere mistede livet. Foto: Mathias Tuxen
Vis mere

Ud over den 40-årige kvinde registrerede betjentene fem unge mennesker i lejligheden. Alle i alderen 14-18 år.

Betjentene tog deres lommelygter frem og lyste de unge mennesker i øjnene for at se, om de var påvirkede af alkohol eller euforiserende stoffer.

På en rundtur i den tre værelser store lejlighed fandt den ene betjent i soveværelset endnu en pige.

Hun lå i sengen og sov tungt med en høj snorken, som betjenten spurgte ind til.

Liv sammen med sin far Nikolaj Halle. Det var Livs mor, der havde forældremyndighed over Liv.
Liv sammen med sin far Nikolaj Halle. Det var Livs mor, der havde forældremyndighed over Liv. Foto: Privatfoto
Vis mere

Pigen – Liv Luna Halle Preisler – var datter af den 40-årige kvinde, som beroligede betjentene med, at datterens snorken altid lød sådan, når hun havde drukket alkohol.

På trods af de uhumske forhold i lejligheden, kendskabet til socialrapporterne, mistanken om alkohol- eller stofpåvirkede mindreårige samt moderens åbenlyse påvirkning valgte de to betjente at godtage moderens forklaring.

Kort efter forlod de lejligheden med den dreng, de var kommet for at hente.

Ændrede pludselig fejl

I deres rapport fra besøget noterede betjentene, at de havde undersøgt alle rum i lejligheden.

Efter B.T. begyndte at oprulle, hvad der reelt var sket i lejligheden den aften, ændrede politiet forklaring, og tre uger senere hed det pludselig, at de havde været i alle rum undtagen badeværelset.

Havde de været her, havde de også fundet Marcus, der lå bevidstløs på gulvet med metadonforgiftning og svære indre blødninger som følge af en rift i milten. Han døde, få timer efter politiet havde været i lejligheden.

Livs snorken viste sig at være de første, tydelige tegn på en opioid-overdosis. Også hun havde en voldsom metadonforgiftning, som hun døde af. Hun blev efterfølgende genoplivet, men døde 10 måneder senere, svært hjerneskadet.

Statsadvokaten lægger i deres 'frikendelse' af betjentene vægt på, at ingen af de tilstedeværende i lejligheden fortalte politiet om Marcus, og derfor kunne de ikke vide, at han lå ude på badeværelset og havde brug for hjælp.

Over for B.T. oplyser Statsadvokaten, at de afventer afgørelsen fra Rigsadvokaten og derfor ikke har nogen kommentarer til sagen.

Den 40-årige kvinde blev i Københavns Byret dømt for at have efterladt Marcus Elias Andersen og sin datter, Liv Luna Halle Preisler, i hjælpeløs tilstand.

Hun fik to års fængsel.

Se eller gense B.T.s minidokumentar 'Genåbnet' om hele sagen fra Østerbro.