Her til morgen har Østerbro i Aalborg været spærret efter et færdselsuheld.

En 25-årig mand kom kørende i en personbil, da han torpederede tre parkerede biler.

Det skriver NORDJYSKE.

Den 25-årige ramte først et køretøj, hvorefter han kørte ind i et helleanlæg og en lygtepæl, inden han torpederede tre parkerede biler.

»En yngre mand kom kørende med formentlig meget høj fart ad Østerbro. Her torpederede han tre parkerede biler, hvorefter hans egen bil røg rundt i luften og landede på taget,«  fortæller vagtchef Poul Fastergaard til mediet, og fortsætter:

»Der var melding om røg fra den ene af bilerne, og derfor troede vi i første omgang, der var ild i bilen. Men det viste sig at være røgen fra en eksploderet airbag, der steg op i luften,« forklarer vagtchefen

Politiet mistænker, at manden var påvirket af narko, og han er derfor kørt til Aalborg Universitetshospital for at få taget en blodprøve.

Der er ikke sket nogen personskade i forbindelse med uheldet.

Det var lidt før klokken 6, at politiet fik opkaldet om uheldet, og det spærrede Østerbro i en times tid, så vejen igen var farbar klokken 7.