Den 23-årige mand, der er efterlyst for eksplosionen ved Skattestyrelsen, har angiveligt forbindelser til bombenetværk i Malmø.

Et eller flere hemmelige netværk, der udfører bombeeksplosioner på bestillinger, raserer angiveligt i den sydsvenske by Malmø.

Og en af de netværk har den 23-årige mand, der er sigtet og efterlyst for bombeangrebet ved Skattestyrelsen 6. august, ifølge den svenske avis Kvällposten tilsyneladende forbindelser til.

»Der er information om en forbindelse mellem dette netværk og 23-årige, og der er information om, at de udfører sprængninger på andres vegne,« siger en anonym kilde til avisen.

Ved du noget om sagen? Tip os på 1929@bt.dk

Ifølge avisen mistænker politiet i Malmø netværket for at stå bag en lang række eksplosioner i byen, og foreløbig er fire personer, der angiveligt har forbindelse til netværket, blevet anholdt.

Kilden fortæller videre til Kvällposten, at opgaverne, som netværket skal tage sig af, bliver formidlet via forskellige beskedtjenester på internettet, og at nogle bombemændene udfører opgaven for at betale narkogæld.

Kvällposten har forholdt Stefan Sintéus, der er politiinspektør i Malmø, oplysningerne. Han fortæller, at der i nogle af de verserende bombesager er mistanke om bestilt arbejde, men han ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt opgaverne bliver udført mod betaling.

Det vides ikke, hvilket motiv der ligger til grund for eksplosionen ved Skattestyrelsen, men ifølge Kvällposten kan motivet for flere eksplosioner i Malmø være et ønske om at hævne uretfærdig behandling - hvis man eksempelvis er blevet afvist ved en restauration.

Alene i 2019 har den sydsvenske by ifølge en optælling det svenske medie SVT været ramt af 19 eksplosioner.

Foruden den 23-årige mand mistænktes en 22-årig mand også i sagen. Han blev anholdt tirsdag, men har nægtet at lade sig udlevere til Danmark. Fredag skal en dommer i Malmø tage stilling til, om han skal udleveres.

Den 22-årige blev, som B.T. kunne afsløre onsdag, anhold i ro og mag. Naboer har forklaret til B.T., at han godt kunne virke en smule speciel.

Der er nedlagt navneforbud på begge de mistænkte, og B.T. er derfor afskåret fra at komme nærmere ind på deres identitet.