Svensk politi gik tilsyneladende varsomt og diskret frem, da en af de formodede bombemænd fra Skattestyrelsen i København tirsdag aften blev anholdt i Malmø.

Det fortæller naboer i den bebyggelse, hvor den 22-årige mand bor, til B.T.

Den svenske mand venter i øjeblikket på at blive udleveret til dansk politi, så han kan blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret med henblik på varetægtsfængsling.

»Da min kone og jeg kom hjem til vores lejlighed tirsdag aften ved 21.30-tiden, så vi en enkelt politibil samt to civile biler holde parkeret foran bebyggelsen. De holdt på en usædvanlig måde, men vi registrerede ingen trafik til bilerne. Vi jokede faktisk med, at politiet sikkert bare var inviteret til middag,« fortæller en mandlig beboer i den bebyggelse i Malmøs østlige udkant, hvor den 22-årige mand bor.

En anden beboer i området betegner over for B.T. den 22-årige som en »lidt speciel fyr«, som hun har indtryk af, i en vis forstand er gået lidt i hundene.

»Han er ofte kommet ud af skoven midt om natten og har virket påvirket. Jeg har svært ved at tro, at han skulle være hjernen bag større kriminalitet,« siger beboeren, som tirsdag aften kunne se politifolk gå rundt i flere timer hos naboen. Blandt andet interesserede man sig tilsyneladende også for familiens bil.

Til Ekstra Bladet oplyser den 22-åriges mor, at sønnen var syv år gammel, da han kom til Sverige.

Familiens rækkehus blev ransaget både oppe og nede af et stort antal betjente tirsdag aften, men moderen er helt sikker på, at sønnen er uskyldig.

»Han er for dum til at lave en bombe,« siger hun om den 22-årige, der opgav at tage en vvs-uddannelse. I stedet lever han nu af at hjælpe til i faderens pizzeria.

Den 22-årige er ifølge chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov fra Københavns Politi sigtet i forbindelse med eksplosionen ved Skattestyrelsen tirsdag aften i sidste uge ved Nordhavn Station. Her blev indgangspartiet sprængt i stykker.

Han er ifølge den svenske avis Kvällsposten ikke tidligere straffet i Sverige.

Også en svensk mand på 23 år er sigtet i sagen.

Han er endnu ikke blevet anholdt, men er på dansk politis initiativ blevet internationalt efterlyst, efter at der er afsagt en fængslingskendelse på ham.

Fra starten har meldingen fra Københavns Politi været, at man var »fortrøstningsfulde« i forhold til den omfattende efterforskning, som blev iværksat efter eksplosionen ved Skattestyrelsen.

Og i forbindelse med det aktuelle gennembrud i efterforskningen med anholdelsen af den 22-årige og efterlysningen af den 23-årige er der ifølge chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov også blevet beslaglagt en bil, som efterforskerne mener, er blevet brugt af gerningsmændene.

Bilen blev ifølge chefpolitiinspektøren beslaglagt, da der i nat fandt flere ransagninger sted på adresser i Sverige.

»Vi har en gerningsmand på fri fod, som gør, at vi er meget sparsomme med, hvad vi kan sige af hensyn til efterforskningen,« lød det onsdag morgen fra Jørgen Bergen Skov ved en kort pressebriefing foran Politigården i København.

Her ønskede han blandt andet ikke at oplyse, hvad der havde ført politiet på sporet af de to svenskere.

Københavns Politi har tidligere meldt ud, at de foreløbige analyser fra gerningsstedet ved Skattestyrelsen på Østerbro pegede på, at der var blevet anvendt sprængstof af en type, der blandt andet benyttes industrielt for eksempel ved nedrivningsarbejde eller lignende.

Sprængstoffet var ifølge politiet placeret omkring 60 cm fra Skattestyrelsens indgangsparti.

Ifølge politiet er der ikke noget, som tyder på, at de to svenske mænd også har forbindelse til eksplosionen ved nærpolitistationen i Hermodsgade på Nørrebro 10. august.