Skibet befandt sig kun få kilometer nord for Københavns Lufthavn under droneangrebet mandag aften.

Men det er slet ikke første gang, at det norske fragtskib med russisk besætning vækker mistanke i Danmark.

Det skriver Berlingske.

Ifølge mediet viser interne politirapporter, at skibet 'Oslo Carrier 3' var under mistanke i forbindelse med en anden episode i dansk farvand i januar.

Om aftenen den 3. januar blev der observeret droner over den topsikrede Køge Havn.

Havnen vil i tilfælde af en konflikt med Rusland fungere som et vigtigt trafikknudepunkt for Nato-styrker og -materiel, der skal sendes østpå, lyder det.

Berlingske har tidligere fortalt om et andet fragtskib, der blev sat i forbindelse med Køge-sagen, men nu kan mediet afsløre, at også 'Oslo Carrier 3' var under luppen.

Skibet havde ligget til kaj i Køge Havn få timer før droneobservationen i januar.

'Oslo Carrier 3' ligger nu til kajs i Litauen.
'Oslo Carrier 3' ligger nu til kajs i Litauen. Foto: Vesselfinder
Vis mere

Ifølge politirapporten var der blandt ansatte på Køge Havn observeret »mistænkelig aktivitet omkring skibet 'Oslo Carrier 3'«, og en ansat skulle have fortalt politiet, at skibets besætning »mere eller mindre udelukkende skulle bestå af russiske statsborgere«, skriver Berlingske.

Der er ingen beviser for, at 'Oslo Carrier 3' skulle være indblandet i dronesagerne i Køge eller København, og skibets ejer, det norske rederi Oslo Bulk, afviser i en mail til Berlingske at have droner ombord, ligesom det heller ikke er blevet kontaktet af danske myndigheder.

Rederiet, der hører hjemme i Oslo, bekræfter dog, at der blandt andre nationaliteter er russiske besætningsmedlemmer ombord.

Skibet er ikke det eneste, der de seneste dage har vakt opsigt i Danmark.

Det kan du læse mere om HER og HER.

Du kan følge udviklingen i sagen om droner over danske lufthavne i vores liveblog her.