Ukendte gerningsmænd har tilsyneladende lukket luften ud af dækkene på flere end 100 biler på Frederiksberg i nat.

Mange bilejere på Frederiksberg er onsdag kommet ned til biler, der manglede luft i et eller flere dæk.

Det bekræfter Københavns Politi på Twitter.

Her fortæller politiet, at man foreløbigt har registreret flere end 100 biler uden luft i dækkene.

»Vi er til stede på Frederiksberg – bla. på Egernvej og Solsortvej - hvor mange biler har fået lukket luft ud af dækkene,« oplyser Københavns Politi således.

Bilerne har fået denne seddel i forruden. Privatfoto.
Bilerne har fået denne seddel i forruden. Privatfoto.
Vis mere

»Vi efterforsker hærværket, og vi hører gerne fra borgere, der har set noget,« lyder beskeden  desuden.

Københavns Politi opfordrer til, at man tager kontakt på 1-1-4, hvis man har oplysninger i sagen.

Det er ikke første gang, at bilejere på Frederiksberg i København er vågnet op til piftede dæk.

Tilbage i september blev mindst 20 biler udsat for lignende hærværk i bydelen, og i december var den gal på Østerbro.