Snack- og isbaren Lily & Bob i Frederiksborggade i København har torsdag været ramt af en voldsom brand. Butikken er fuldstændig brændt ned, det samme er lejligheden ovenover.

Branden er dog slukket på nuværende tidspunkt, men der lugter stærkt af røg, og alle ruder er knust.

En midaldrende mand, der ejer den udbrændte lejlighed på første sal, har ifølge B.T.s reporter kun fået pakket én enkelt ting, da han måtte søge ud af lejligheden:

»Ejeren står i bare tæer med computeren under armen og kigger op på sin lejlighed,« fortæller B.T.s reporter.

Branden har gjort skade på flere etager. Presse-fotos.dk
Branden har gjort skade på flere etager. Presse-fotos.dk
Vis mere

På anden sal, to etager over den udbrændte butik, bor Stine Toft.

Hun åbnede vinduet, fordi hun fornemmede røg, og kiggede ud. Pludselig råbte en mand til hende, at hun skal komme ud af lejligheden:

»Det brænder, det brænder, du skal ud,« råbte han. Så pakkede vi det mest nødvendige, tog vores kat med os og løb ned ad trapperne. Vi blev nødt til at holde os for munden, og vi kunne ikke se noget, fordi røgen var så tyk,« fortæller 30-årige Stine Toft til B.T.

Stine Toft ved endnu ikke, hvilken tilstand lejligheden er i, men hun fortæller, at den hurtigt blev fyldt med røg.

Der er fire brandbiler til stede. Foto: B.T.
Der er fire brandbiler til stede. Foto: B.T.
Vis mere

Ifølge B.T.s reporter på stedet har det helt store beredskab været til stede, hvilket politiet bekræfter over for B.T.

»Der er fire brandbiler, en ambulance og to mindre biler fra beredskabet,« fortæller B.T.s reporter.

Ifølge Hovedstadens Beredskab har røgdykkerne taget flere ture ind i butikken for at få branden under kontrol.

En brand, der ifølge butikken på den anden side startede med en eksplosion:

»Omkring klokken 12.15 stod vi i butikken og satte varer på plads, da der pludselig lød et stort brag. Det lød som et dæk, der eksploderede. Jeg sagde 'hold da kæft’ til min chef. Vi blev så forskrækkede, og så kunne vi bare se flammerne springe ud ad vinderne. Det må været vinduerne, der sprang,« siger Dan G. Jensen, der arbejder i Brink-elektronik lige over for den nedbrændte butik.

Københavns Politi fortæller, at der ikke er nogen tilskadekomne.

Under beredskabets arbejde har der været spærret af fra Nørre Farimagsgade til Søgade, men det er nu fjernet, og der er igen fri passage.