Lørdag fik politiet sig en mistænkelig fangst.

Det skete, da en mand i Svendborg blev taget med en række ulovlige sedler på sig.

Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Mere præcis er der tale om en stribe 50-eurosedler, som manden i Svendborg var i besiddelse af.

Og det har fået politiet til at gå ud med en advarsel.

Man frygter nemlig, at der kan være flere falske 50-eurosedler i omløb.

Derfor opfordrer politiet de lokale handlende til at være opmærksomme på, om flere af de falske 50-eurosedler dukker op hos dem.

I tweetet skriver politiet:

'Vi har i dag anholdt en mand i Svendborg med falske 50 EUR-sedler på sig. Der er muligvis flere sedler i omløb. Vi tager sagen meget alvorligt. Forretningsdrivende må gerne være opmærksomme på disse sedler og kontakte politiet, hvis man mistænker, at sedlen er falsk.'

Til Fyens.dk fortæller politiet, at man ikke ved, om den anholdte mand har været flere steder og sprede falske eurosedler.

»I øjeblikket har vi ikke grund til at tro, at manden har været i gang andre steder. Men hvis nogen har mistanke om, at de har modtaget falske sedler, så hører vi selvfølgelig gerne om det,« siger vagtchef Henrik Krøjgaard til mediet.

En 50-euroseddel svarer til cirka 370 danske kroner, så hvis der er mange af de falske sedler i omløb, kan det vise sig at være et større beløb, der svindles for.

Mængden af falske sedler, der er blevet fundet i omløb herhjemme sidste år, var 381. I alt blev der registreret 672 falske sedler i 2019, oplyser Nationalbanken.

Straframmen for falskmøntneri er helt op til 12 års fængsel. Men det er udelukkende i de allerhårdeste sager, man kan komme så højt op.

Det er mere typisk, at der uddeles domme på omkring to års ubetinget fængsel i sager om falskmøntneri, mens medskyldige ofte har fået straffe på bøde eller betinget fængsel.