Han er mytisk.

Kendt for sin evne til at leve i skjul. Langt væk fra offentligheden og dansk politis søgelys.

Kun få gange siden sin første forsvinden i 1979 er Mogens Amdi Petersen blevet fanget på kamera.

I dag kan B.T. vise nye optagelser af den 81-årige leder af det globale Tvind-imperium.

Videoen er optaget i byen Ensenada i Mexico tæt på Tvinds hovedkvarter, TG Pacifico, som ligger ud til Stillehavet tæt på den amerikanske grænse.

Det er fotografen Thomas Vann Altheimer, der har optaget videoen.

Billederne viser den næsten to meter høje Mogens Amdi Petersen på indkøb i supermarkedet Costco. Et flittigt brugt supermarked for udlændinge i området.

Mogens Amdi Petersen bevæger sig helt frit rundt i Mexico, selv om han i 14 år har været på flugt fra dansk politi og er efterlyst af Interpol.

Han og flere ledende medlemmer af Tvind er mistænkt for skattesvig for godt 100 millioner kroner, og de kan derfor se frem til flere år bag tremmer, hvis de vender tilbage til Danmark og bliver dømt.

Amdi er svækket af alderen og ifølge sin advokat, John Korsø Jensen, for syg til at rejse. Han støtter sig til en kvinde med langt, gråligt hår.

En anden ældre, korthåret kvinde er også med på turen.

De er begge danske. Hvem de er, vender vi tilbage til.

Videoen er historisk.

Siden 1979 har Mogens Amdi Petersen forsøgt at leve i skjul.

Ikke siden 2006 er Tvind-stifteren blevet fanget af et kamera på så tæt hold.

Mogens Amdi Petersen står bag Tvind, der siden 1970 har opbygget et verdensomspændende imperium af skoler, opholdssteder og projekter i Danmark og i den tredje verden.

Mogens Amdi Petersen i 1975. Kort efter etablerede han 'Den Rejsende Højskole', der senere blev til Tvind.
Mogens Amdi Petersen i 1975. Kort efter etablerede han 'Den Rejsende Højskole', der senere blev til Tvind. Foto: Aage Sørensen
Vis mere

Han gik i 1979 under jorden og sås ikke offentligt de næste 23 år.

I 2001 fandt Jyllands-Posten ud af, at han opholdt sig på øen Fisher Island i Miami, Florida, i en luksuslejlighed, som Tvind havde købt for 50 millioner kroner.

Det lykkedes også avisen at skaffe et billede af Tvind-lederen.

Året efter, i 2002, blev Mogens Amdi Petersen anholdt i USA, varetægtsfængslet og udleveret til Danmark, mistænkt for skattesvindel.

Da Jyllands-Posten fandt Tvind-lederen, var dansk politi allerede i gang med at efterforske Tvind-imperiets mistænkelige pengestrømme.

Anklagemyndigheden mente, at Tvinds ledelse – også kaldet Lærergruppen – i begyndelsen af 1990'erne kanaliserede penge fra Tvinds humanitære fond og gav dem til sig selv.

På papiret skulle pengene hjælpe de fattige i den tredje verden og var derfor fradragsberettigede. I stedet blev de skattefrie millioner ifølge tiltalen brugt til blandt andet at finansiere Tvind-toppens luksusliv – herunder købet af den 800 kvadratmeter store luksuslejlighed til 50 millioner kroner på Fisher Island.

I 2003 blev han udleveret til Danmark, og tre år senere, i 2006, kom sagen for retten. 31. august samme år kunne en smilende Mogens Amdi Petersen forlade byretten som en fri mand.

Et af de få billeder af Tvinds leder, Mogens Amdi Petersen, taget under byretssagen mod Tvind i 2006. Siden har han været forsvundet. Nu har B.T. fået helt nye optagelser af Tvind-lederen fra 2019.
Et af de få billeder af Tvinds leder, Mogens Amdi Petersen, taget under byretssagen mod Tvind i 2006. Siden har han været forsvundet. Nu har B.T. fået helt nye optagelser af Tvind-lederen fra 2019. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Kort efter forlod han landet sammen med andre topfolk i Tvind.

Dommen blev kort efter anket af anklagemyndigheden, og derfor er Mogens Amdi Petersen stadig mistænkt for skattesvindel. I 2013 blev han sammen med andre ledende Tvind-medlemmer varetægtsfængslet in absentia af landsretten, så der kunne blive udstedt en international arrestordre på ham gennem politisamarbejdet Interpol.

Men flere forsøg på at få Mexico til at udlevere Amdi Petersen er mislykkedes.

»Det er sådan i Mexico, at hvis man er blevet frifundet i første instans, så kan man ikke føre en ankesag. Så Mexico anerkender ikke, at Mogens Amdi Petersen skal udleveres,« siger hans advokat, John Korsø Jensen.

Han fortæller desuden, at Mogens Amdi Petersen ikke har nogen planer om at komme hjem.

»Han kommer ikke til Danmark. Han vil ikke til Danmark,« siger John Korsø Jensen.

Efter sin forsvinden i 2006 lykkedes det Mogens Amdi Petersen at holde sig skjult i 10 år.

I 2016 kunne DR i programmet 'Find Amdi' så fortælle, at Mogens Amdi Petersen holdt til i netop Tvinds hovedkvarter, TG Pacifico i Mexico.

Dengang blev Tvind-stifteren filmet på afstand af DR's filmhold, mens han gik rundt ved hovedkvarteret.

Fire år efter får offentligheden nu yderligere indblik i Mogens Amdi Petersens færden i Mexico.

Videoen fra Costco-supermarkedet i Ensenada er fra oktober 2019. Den viser, at Mogens Amdi Petersen stadig har et nært forhold til to kvinder i Tvinds ledelse, også kaldet Lærergruppen.

I forgrunden Marlene Gunst, som spiller en central i Tvind-imperiet. I baggrunden er det Mogens Amdi Petersen. 
I forgrunden Marlene Gunst, som spiller en central i Tvind-imperiet. I baggrunden er det Mogens Amdi Petersen.  Foto: Thomas Vann Altheimer
Vis mere

Den ene er 61-årige Marlene Gunst – kendt som Tvinds talknuser og regnskabschef. Hun er også efterlyst af Interpol.

»Så kører vi derover imod,« siger Marlene Gunst i videoen og tager fat i Mogens Amdi Petersens arm.

»Ja, ja,« siger han og går med.

Da de er gået forbi indkøbsvognen med fotografens kamera, vender Marlene Gunst sig lige om og kigger tilbage.

73-årige Ruth Sejerøe-Olsen følger stadig Tvind-stifter Mogens Amdi Petersen.
73-årige Ruth Sejerøe-Olsen følger stadig Tvind-stifter Mogens Amdi Petersen. Foto: Thomas Vann Altheimer
Vis mere

Også en anden dansk kvinde er med på videoen. Hun går på tværs af billedet i hvid skjorte og armygrønne shorts.

Der er tale om et andet ledende Tvind-medlem, den 73-årige Ruth Sejerøe-Olsen, der dog er frikendt for sin rolle i Tvind-sagen.

Begge kvinder kører sammen med Mogens Amdi Petersen væk i en stor, hvid firehjulstrækker.

En af dem, der har forsøgt at få Mogens Amdi Petersen bag tremmer, er tidligere politimester i Holstebro Jens Kaasgaard. Han stod for efterforskningen af sagen mod Mogens Amdi Petersen i første halvdel af 00'erne.

»I to år lavede jeg ikke andet, både nat og dag,« siger Jens Kaasgaard

Da sagen kom for byretten, havde Mogens Amdi Petersen været varetægtsfængslet i 11 måneder. I 2006 blev Amdi og hovedparten af de tiltalte fra Tvind som nævnt frikendt.

Er Amdi skyldig i skattesvindel?

»Hvis ikke man selv tror, at han er skyldig, så er det, lige før det er strafbart i sig selv at have ansvaret for, at en mand sidder varetægtsfængslet så længe. Selvfølgelig tror jeg, at manden er skyldig. Ellers skulle sagen aldrig have været rejst,« siger den tidligere politimester.

Da han ser B.T.s video fra supermarkedet i Mexico, bemærker han også Marlene Gunst og Ruth Sejerøe-Olsen:

»Det er klart, kernen i Tvind holder stadig sammen og styrer deres imperium derfra,« siger Jens Kaasgaard.

B.T. har talt med Mogens Amdi Petersens advokat, John Korsø Jensen. Han siger, at hverken Mogens Amdi Petersen eller andre fra Tvind vil stille op til interview.

Andre læser også