Sølle 40 minutter.

Længere tid gik der ikke, inden politiet fik foræret en guldgrube af brugbare spor i jagten på gerningsmændene til dobbeltdrabet i Herlev sidste sommer.

Spor, som efterforskerne på fascinerende vis meget hurtigt var i stand til at forbinde med hinanden, så de formodede gerningsmænd efter ganske kort tid kunne opspores og anholdes.

Det er kommet frem ved starten på retssagen mod fem unge mænd, der ved retten i Glostrup er tiltalt for den brutale nedskydning af to unge mænd på 21 og 23 år foran en boligblok i Sennepshaven kl. 17.50 den 25. juni sidste år. De nægter sig skyldige.

Ifølge politiet var både ofre og de fem gerningsmænd rutinerede kriminelle fra bandemiljøet i Sverige, som i årevis har været involveret i grov kriminalitet i forstæder til Stockholm.

Den kriminelle rutine var dog ikke ligefrem iøjnefaldende, da gerningsmændene forsøgte at skjule deres spor, efter de i rasende fart var flygtet fra gerningsstedet i en stjålen Audi S4 Avant.

Den sølvgrå bil var tre dage før dobbeltdrabet stjålet, mens den holdt parkeret foran Aldi på Kastrupvej på Amager.

Beboere i Sennepshaven, der hørte de mange skud ved dobbeltdrabet, kunne hurtigt vise politiet både billeder og videooptagelser fra deres mobiltelefoner af flugtbilen. Og kl. 18.30 blev den fundet efterladt på Skodsborgvej nord for København.

Gerningsmændenes flugtbil fra Herlev blev fotograferet af vidner i Sennepshaven under dobbeltdrabet ved højlys dag. Senere mislykkedes mordernes forsøg på at brænde den stjålne Audi af.
Gerningsmændenes flugtbil fra Herlev blev fotograferet af vidner i Sennepshaven under dobbeltdrabet ved højlys dag. Senere mislykkedes mordernes forsøg på at brænde den stjålne Audi af.
Vis mere

Bilen var tilsyneladende blevet efterladt i panik, efter at gerningsmændene havde forsøgt at sætte ild til den med brændbar væske på førersædet. Vinduesviskerne kørte, men ilden havde på grund af mangel på ilt aldrig rigtig fået fat, da både døre og vinduer var lukket helt til.

I Audien ventede der nærmest politifolkene et overflødighedshorn af brugbare spor. Ved forsædet lå blandt andet en ni mm-pistol, som var brugt til dobbeltdrabet. Og i bagagerummet lå en AK 47-automatriffel, som også var et af mordvåbnene.

På våbnene er der siden konstateret dna-materiale, der med meget høj sikkerhed kan kobles til nogle af de tiltalte.

Audien rummede også en del tøj – blandt andet bukser, tørklæder, trøjer med Christiania-logo og handsker. Det svarede nøje til den påklædning, som gerningsmændene ifølge mobilbillederne havde på ved dobbeltdrabet.

På noget af tøjet blev der siden også konstateret krudtpartikler, ligesom der blev fundet både dna og fingeraftryk på fundene fra bilen, som matcher de tiltaltes profiler.

Da efterforskerne tastede registreringsnummeret på den stjålne Audi – CE 37 291 – gennem politiets ANPG-system – automatisk nummerpladegenkendelse – var der også bid.

Et af landets 48 stationære kameraer med nummerpladescannere havde nemlig natten før kl. 01.17 på Helsingørmotorvejen i Lyngby registreret den sølvgrå Audi. Den senere flugtbil kørte på det tidspunkt sydpå – og to sekunder bag den fulgte en ældre Fiat Punto årgang 1994.

De samme to biler blev lidt senere på natten endnu en gang fanget på nummerpladescanneren samme sted, da de igen kørte tæt sammen – denne gang mod nord.

Gerningsmændene ved dobbeltdrabet i Herlev optog det ene offer på Snapchat og spredte det på det sociale medie. I bildørens spejlbillede kan man se den ene gerningsmand holde en AK-47-riffel. Privatfoto
Gerningsmændene ved dobbeltdrabet i Herlev optog det ene offer på Snapchat og spredte det på det sociale medie. I bildørens spejlbillede kan man se den ene gerningsmand holde en AK-47-riffel. Privatfoto
Vis mere

Da politifolkene opsøgte den registrerede ejer af den slidte Fiat Punto, kunne han oplyse, at han dagen før dobbeltdrabet havde solgt den kontant til en svensker for 5.000 kr. Køberen havde betalt med 10 500-kronesedler, hvoraf sælgeren stadig lå inde med de ni.

Politiet fik udleveret både pengesedlerne og slutsedlen fra bilkøbet. På begge dele er der fundet fingeraftryk fra en af de tiltalte.

Endnu flere matchende fingeraftryk og dna-spor ventede der dog politiet, da man tre døgn efter dobbeltdrabet slog til mod en lejlighed på Bispehavevej i Aarhus-forstaden Hasle.

Her anholdes den formodede leder af grupperingen med de fem nu tiltalte, som ifølge svensk politi allerede længe inden dobbeltdrabet havde kaldt deres bande for Dødspatruljen.

En af lederne af banden Dødspatruljen - Mohamaed Abdigahni Ali, der nu også er kendt skyldig i dobbeltdrabet i Herlev - er tidligere i Sverige idømt fire månders fængsel for bl.a. at have slået, sparket og tisset på sit offer. Politifoto
En af lederne af banden Dødspatruljen - Mohamaed Abdigahni Ali, der nu også er kendt skyldig i dobbeltdrabet i Herlev - er tidligere i Sverige idømt fire månders fængsel for bl.a. at have slået, sparket og tisset på sit offer. Politifoto
Vis mere

I lejligheden lå blandt andet geværammunition og tomme coladåser med dna-spor af de øvrige tiltalte samt et par sorte Adidas-sko med blod fra en af de dræbte på sålen.

Men især to mobiltelefoner rummede en række nye, elektroniske spor, som politiet kunne forfølge. Især kunne man koble teleoplysningerne til nogle af de nu tiltaltes besøg på McDonald's i Helsingør og Nyborg i tiden lige efter dobbeltdrabet.

Her har de blandt andet på mobilen søgt efter presseomtale af Herlev-drabene, ligesom de optræder på videoovervågningen fra burgerrestauranterne.

»Det er rigtigt nok, at det er mig på billederne. Det kan også godt være rigtigt, at jeg læste om dobbeltdrabet i København, men jeg mindes det ikke,« lød det ved retssagens start fra en af de tiltalte, da han havde genkendt sig selv på videobillederne på rettens storskærme.

Der ventes dom i sagen i slutningen af august.